”Giv mig vinter, giv mig hunde!” sagde Knud Rasmussen og det kan du opleve mange steder i Grønland nord for Polarcirklen. At køre på hundeslæde er en utrolig oplevelse, der kan variere meget, alt efter om du prøver en kort 1-times tur eller tager afsted på en ekspedition over flere dage. Om du er til det ene eller det andet, er egentlig lige meget: Begge dele er fantastiske minder!
Det er en fantastisk oplevelse at glide hen over sneen på en hundeslæde, der trækkes af et kobbel ivrige hunde.
Hundeslædetur – en tusind år gammel tradition
Har man sagt Grønland, har man også sagt hundeslæde. Sådan har de fleste tilrejsende det, der besøger Grønland i vinterhalvåret og derfor kommer det ofte som en stor overraskelse for mange, at man i den tættest befolkede del af Grønland rent faktisk slet ikke må holde slædehunde.
Til dagligt står hundene lænket godt og solidt til pæle, og her kan du se dem hygge og kede sig med noget mad, når de ikke er ude at køre. Du får til gengæld en forrygende oplevelse, når du ser hundenes vilde begejstring, når deres ejer og slædekusk nærmer sig. Det er så tydeligt, at de glæder sig til at komme på farten; at blive spændt for slæden og i parløb med kusken suse ud over vidderne med tungen halsende ud.
Under slæden kan du høre medernes lette susen, mens slæden trækkes hen over sneen. Det er selvsagt en lidt anden oplevelse at køre på is og også, når slæden er tungt lastet. Og hele ideen med slæden er, at den helst skal være tungt lastet. Hundeslæder er arbejdsredskaber, der bruges, når fangerne skal på jagt og fiskerne skal på fiskeri.
Slædehundens oprindelse
Slædehunde er utroligt smukke dyr, men det er ikke kæledyr. Slædehundenes nærmeste slægtninge er ulvene, men slædehundene lever i pagt med menneskene. Slædehundene i Grønland har været spændt for en slæde i knapt 1000 år, så de har også haft over god tid til at udvikle sig til rigtige arbejdshunde. Og det er, hvad slædehundene er: Trækdyr. Og de elsker det.
Hundeslædedistrikterne i øst og vest
I Grønland kan du opleve slædehundene på hele østkysten, og på vestkysten finder du dem som sagt nord for polarcirklen. Syd for polarcirklen er vinteren ikke lang nok til, at det er fordelagtigt at holde slædehunde, og det betyder, at de ville skulle stå ’ubrugte hen’ en stor del af året. Det er synd for hundene, men det er også farligt, for slædehundene er som nævnt både glubske og bidske.
Der er forskel på hundeslæderne i Øst- og Vestgrønland, og det skyldes det terræn, som de hovedsageligt kører på. I Østgrønland er slæderne lange og smalle, fordi de ofte kører i mere kuperet terræn, og fordi de kører over mange isrevler og isskruninger. I Vestgrønland er slæderne kortere og bredere, fordi man oftere her kører på fladere grund såsom hav-is. Så er der også Siriuspatruljens slæder, der næsten er på størrelse med jumbojets, hvis man sammenligner dem med de grønlandske slæder, fordi de transporterer deres kuske i flere måneder af gangen.
Tøj til hundeslædetur
Før du kommer ud på slædetur, er det en rigtig god ide at iklæde dig skindtøj. Det kan du de fleste steder leje på turistkontoret og hos slædetursudbyderne. Det er tøj, der er gennemtestet for kulde i hundredvis af år, og det kan godt være, at du har givet mange penge for en lækker dunjakke med indbygget Goretex, men tro os, når vi siger, at det gennemtestede skindtøj er at foretrække.
Hundeslædeture kan vare fra alt fra en time til flere dage – det kommer an på dit temperament. Er du der for at få en smagsprøve, eller skal du prøve kræfter med naturen? Hvis du vælger det sidste, er det at foretrække at købe en pakke, hvor alt fra forplejning, varm beklædning og booking af fangsthytter eller telte er på plads. En hundeslædetur fra Kangerlussuaq til Sisimiut varer tre dage og er et hit blandt tilrejsende.
Hundeslæde – en ultimativ Grønlands oplevelse
En guide til den ultimative grønlandsoplevelse. Hundeslæde i Grønland er en helt speciel oplevelse. Mærk vinden i håret og lyden af hundene og slæden der suser henover det snedækkede landskab.
Læs historieDen grønlandske slædehund
Den grønlandske slædehund er kendt for sin enorme viljestyrke. Hundene kan trække tunge slæder over lange distancer, og de kan bo udenfor i det kolde, arktiske vejr. Grønlandshunden er en stor del af den grønlandske kultur.
Læs historiePopulære rejser til Grønland
Har du brug for hjælp?
Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål eller søger råd og vejledning i forbindelse med planlægning af din ferie.
Vi svarer dig inden for 24 timer på hverdage.
Du kan også ringe på telefon: +45 3313 1011