VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Ilulissat med den berømte isfjord

Inspiration / Byer og bygder / Ilulissat med den berømte isfjord

Ilulissat betyder byen ved isfjeldene og Isfjorden er på UNESCOs Verdensarvsliste. Sejl blandt isbjerge under højt dagslys eller midnatssolen, gå på hiking langs Isfjorden eller se det hele fra oven på en helikoptertur.

Ilulissat er Grønlands mest kendte by, og når du står her, forstår du godt hvorfor. Den driftige by ligger ved Ilulissat Isfjord, det første sted i Grønland, der blev udråbt til UNESCO Verdensarv.

Det er ikke uden grund, at Isfjorden er på UNESCO’s verdensarvsliste, og det er da også Isfjorden, som de allerfleste rejser til Grønland for at opleve. Isfjorden giver dig unikke øjeblikke og danner rammen for rigtig mange oplevelser i og omkring Ilulissat. Her kan du sejle blandt isbjerge i tusinde former i både højt dagslys og magisk midnatssol, du kan vandre langs Isfjorden og se en forladt boplads, og du kan se alle herlighederne fra oven på en helikoptertur – og måske endda flyve ind til bræen i bunden af Isfjorden, som ’føder’ alle isfjeldene. Næsten overalt er der udsigt til Isfjorden, og den bliver du aldrig træt af at kigge udover. Og intet sted i verden finder du en isfjord med så imponerende isbjerge i gåafstand fra restauranter, cafeer og butikker!

Ilulissat-området har været i beboet i 4.000 år pga. de unikke fangstmuligheder, som den imponerende Ilulissat Isfjord skaber. Isfjorden er omdrejningspunktet for dit ophold i byen, men også for livet i byen. Den er ikke kun ufatteligt smuk, men her er et vidtfavnende dyreliv med masser af fisk, sæler, fugle og hvaler. Og så må vi ikke glemme slædehundene!

Fjordens isbjerge kan ses fra næsten hvor som helst i byen. De kommer fra bræen Sermeq Kujalleq. Sermeq Kujalleq er den største bræ på den nordlige halvkugle og en af verdens hurtigste gletsjere og den hurtigste i Grønland – ca. 40 meter i døgnet.

Ilulissat er den tredje største by i Grønland med mere end 4.500 indbyggere. Og så er der slædehundene. Det siges, at der findes en slædehund for hver person i Ilulissat – det er desværre ikke helt korrekt længere, men uanset, så er der stadigvæk den dag i dag 2.500 slædehunde i området.

Hvis du får muligheden for at besøge Ilulissat, så kan du se frem til at blive mødt af en venlig og imødekommende lokalbefolkning, hvor gamle traditioner lever side om side med et moderne samfund. Ilulissat er også kendt som Jakobshavn på dansk.

Ilulissat er noget helt specielt

Hvordan har det mon været for de tidlige beboere, der kom til området Sermermiut ved Ilulissat Isfjord allerede for 4.000 år siden? Var de lige så betagede af områdets skønhed eller var det mere tanken ”haps, der var sørme en sæl og en fisk”, der gik gennem deres hoveder? Det er i dag sådan set underordnet, men stedet har alle tider været populært og med rette.

Allerede ved indflyvningen til Ilulissat vil du forstå, at dette er noget helt specielt. Når du flyver op langs kysten fra Kangerlussuaq, krydser du Diskobugten, og så vil du efterhånden se, at der kommer flere og flere og større og større isbjerge i vandet (tip: sæt dig i højre side af flyveren, når du stiger på Air Greenlands Dash-8 fly i Kangerlussuaq). Isjorden er et helt fantastisk syn, og spejder du ind i bunden af fjorden, vil du se selve Kangia-bræen, der er den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle.

 

Udflugter hele året

Ilulissat og området byder på mange fine udflugtsmuligheder. Til vands kan du komme på tur efter hvaler, til bygder, mellem isfjeldene og til kælvende isbræer. Til fods venter Isfjorden og nedlagte bopladser i dejlige fjelde. Fra luften med helikopter kan du komme helt ind til Indlandsisen og brækanten og opleve et ubegribeligt skue. Drømmer du om at overnatte i komfortabelt i den store natur, har vi både den populære Glacier Lodge Eqi nord for Ilulissat og den nye luksuriøse Ilimanaq Lodge syd for Isfjorden. Du kan se mange forskellige udflugter hos vores datterselskab, Arctic Excursions.

Ilulissat Isfjord

Det er en ufatteligt smuk oplevelse at se Ilulissat Isfjord, og når du er her, skylder du dig selv at opleve Isfjorden på alle tænkelige måder. Du har rejst langt for at opleve dette sted, der med rette er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, så få det meste ud af det, mens du er her.

Gå turen ud til det gamle bosted ved Sermermiut og oplev Kællingekløften og se isen fra land. Gå rundt i byen og se de enorme isfjelde ude ved fjordmundingen. Tag på sejltur ud til fjordmundingen og se de enorme isbjerge tæt på. Gør det igen om aftenen og oplev igen isen, der nu skinner i de smukkeste gyldne farve i midnatssolens skær.

Ilulissat Isfjord er ren magi og den ændrer sig hele tiden. Is kommer og is går, men du kan altid være sikker på, at der er en masse store isbjerge, som er gået på grund ved fjordmundingen. Det at de er gået på grund gør, at bådene kan sejle derud i sikkerhed.

Men Ilulissat er også meget mere end is, hvilket du vil høre flere gange om dagen, når hundene hyler mod himlen.

Læs mere om Ilulissat Isfjord

Hundeslæder

Der er utroligt mange slædehunde i Ilulissat og der værnes virkelig om hundeslædekulturen her. Hundeslæderne bruges af de mange fiskere, der om vinteren tager ud på isfjorden og læsser slæderne til med store hellefisk. Den er et praktisk arbejdsredskab, som den har været i over tusind år, men heldigvis er det for dig også muligt – når fiskerne ikke er på fjorden – at komme med ud på hundeslædeture.

Om vinteren kan du prøve at komme med på korte ture af helt ned til en times varighed eller det kan være, at du har lyst til at prøve en længere ture over flere dage, hvor du på det nærmeste får lov til at opleve livet, som det har været levet i århundreder – dog med nogle moderne bekvemmeligheder, så der ikke er tale om en overlevelsestur, men en oplevelsestur.

Vandreture

Når du vandrer i Grønland, skal du forvente, at stierne ofte er lidt ujævne og ikke altid lige godt markerede. Dog findes der nogle fine stier i Ilulissat og nogle godt markerede ruter, som går langs med Isfjorden. Vi anbefaler to ture, en kort version og en længere dagstur. Begge ture kan du pt. også købe som guidet tur hos World of Greenland og få en masse viden fra guiden samtidig.

Let vandring til den tidligere boplads Sermermiut

Denne korte tur er relativt nem og tager ca. 30-45 minutter til fods fra byens centrum. Du bevæger dig lidt udenfor byen og ned til et utroligt smukt sted ved Isfjorden, hvor der tidligere lå en boplads, ”Sermermiut”. Det kan være en fordel at have en guide med, som kan fortælle om området og bosættelserne, men du kan også fint gå turen selv – stedet er pragtfuldt uanset hvad. Turen kan du tage om dagen eller om aftenen. Pak rygsækken med lidt frokost, dit kamera og måske en god bog og nyd den fantastiske udsigt. Der er en gangbro hele vejen ned til fjorden, men kommer du om vinteren kan den være svær at se. Når du kommer til selve fjorden, kan du vælge at gå lidt op i højden og få en endnu bedre udsigt over hele Isfjorden. Denne sidste del er ikke for gangbesværede og dårligt gående.

Den lange dagstur langs med Isfjorden

Denne tur er en dagstur for dig, der er i almindelig god form. Du starter med at følge grøn rute ned til bopladsen ved Isfjorden, og så fortsætter du simpelthen ad den markerede blå rute. Tag mad og vand med og pak også rygsækken med lidt ekstra varmt tøj, et siddeunderlag og hvad du ellers behøver til en dag i ”fjeldet”. Turen er relativt nem, men den sidste del går igennem en kløft, hvor der ligger mange store sten, som skal forceres. Du kan vælge at gå lidt op til højre fremfor at gå nede i kløften. Så får du som bonus en meget fin udsigt. Denne tur anbefaler vi til dig, der kan gå i ujævnt terræn, er i almindelig god form og som har en smule erfaring med at gå i fjeldterræn.

Læs mere om Ilulissat Isfjord

Kulturelle oplevelser på egen hånd i Ilulissat

Kulturelt er Ilulissat en spændende og meget kulturel by. Det er her, at Rigsfællesskabets store polarforsker Knud Rasmussen slog sine folder som barn. I Knud Rasmussens barndomshjem kan du i dag besøge byens museum, og det er absolut seværdigt. Knud Rasmussen blev født her i 1879. Lige over for huset ligger Zions Kirke, en af de mest fotograferede kirker i Grønland. Det skriger i fingrene for at knipse løs og tage billeder af den brune trækirke med de store isfjelde i baggrunden. Der er også et spændende kunstmuseum i Ilulissat.

Det er muligt at komme med på den guidede tur “kulturhistorisk byvandring”. Turen er en introduktion til byen og historien, og du får et indblik i alle de ting, som du måske på egen hånd ville overse. Du får også et indblik i grønlandsk kultur og historie. Og du kan naturligvis spørge guiden om løst og fast undervejs.

Isfjordscentret

Isfjordscentret ligger hvor gangbroen til Sermermiut starter. Isfjordscentret ligger i en meget smuk bygning, der åbnede i sommeren 2021 og er tegnet af Dorthe Mandrup. Her er spændende udstillinger om området ved Isfjorden og Arktis.

Ilulissat Museum

Absolut et besøg værd! Den danske polarforsker Knud Rasmussen voksede op i det hus, der i dag huser museet. Han blev født i Ilulissat i 1879. Besøget kan klares på godt en time, men du kan sagtens bruge længere tid.

Zions kirke og gudstjeneste

Kirken ligger ved siden af Ilulissat Museum. Kirken er ikke åben på hverdage, men om søndagen kan du deltage i gudstjeneste, hvor der bliver sunget for fulde lunger. Hvis du er heldig, er der måske dåb, konfirmation eller bryllup.

Ilulissat Kunst Museum

Et andet dejligt sted at besøge er det lille lokale kunstmuseum, som rummer en stor udstilling af den danske kunstner Emanuel A. Petersen. I sommerperioden er der ofte udstillinger med unge grønlandske kunstnere. Huset er i sig selv et dejligt sted og der er en særlig atmosfære – du kan næsten fornemme tiden for hundreder af år tilbage.

Den hyggelige og travle havn

Havnen er et centralt sted i alle byer i Grønland og Ilulissat er ingen undtagelse. Ikke alene ligger havnen centralt, men det er også her, der fra tidlig morgen summer af liv.

Tilbring noget tid på havnen. Sæt dig ned og slap af og få fornemmelsen af det aktive liv blandt jollefiskerne, der gør klar eller kommer ind med dagens fangst eller sidder og agner deres langliner. Der er masser af liv hele året rundt. På havnen ligger der en lille hyggelig skibsproviantering/kiosk, hvor du kan købe alt til fiskeri og fangst. Og kaffe ikke mindst.

”Brættet” – det lokale fiske- og kødmarked

Oppe ad bakken fra havnen ligger Brættet. Det er altid en spændende oplevelse at se, hvad man kan få. Dette er stedet, hvor du kan købe friskfanget fisk og kød, røgvarer og bær – kort sagt naturens spisekammer. De lokale fangere og fiskere kommer herind med dagens fangst. Det er et lille marked og varerne sælges i både store og små portioner. Brættet ligger midt i centrum og har normalt åbent på hverdage 9 – 17 og i weekenden 9 – 13.

Lokalt kunsthåndværk og husflid

Der er mange steder at se og købe grønlandsk husflid og udvalget i Ilulissat er kæmpestort set i forhold til mange andre byer. Her er mange butikker og turistudbydere, der sælger spændende souvenirs og brugskunst, og du kan få alt fra tupilakker over skind til lokalt inspirerede USB-stik. Start dit besøg hos vores datterselskab, World of Greenland, og hør om alle mulighederne.

Husflidsværkstedet

Lokale kunstnere laver smukt kunsthåndværk og husflid og sætter til salg. Du kan simpelthen blot gå ind, når værkstedet er åbent i løbet af hverdagene, når de lokale sidder og arbejder der. Værkstedet ligger meget centralt på vej ned mod havnen ikke langt fra Brættet og det lokale udflugtskontor ”World of Greenland”. Du skal blot gå forbi Grønlandsbanken på din venstre hånd, og så finder du værkstedet på din venstre side. Der er et skilt udenfor.

Systuen

På Systuen finder du lækre ting lavet i sælskind og andre lokale materialer. Systuen plejer at tage imod alle gængse betalingskort, så du kan hurtigt blive fristet. Systuen ligger også centralt i byen tæt ved husflidsværkstedet.

Spisning i Ilulissat

Byen rummer flere restauranter og cafeer, som tilbyder rigtig god mad og ofte med en fantastisk udsigt. Mange grønlandske restauranter er trådt ind på den internationale gastronomiske scene i de seneste år. Kombinationen af lokale råvarer og international cuisine gør det til en herlig og smagfuld oplevelse at spise på restaurant i Grønland. Nogle af Grønlands bedste kokke og restauranter finder du netop i Ilulissat.

Grønlandsk buffet

Under dit ophold i Ilulissat bør du forkæle dig selv med en grønlandsk buffet. Alle større restauranter tilbyder grønlandsk buffet en gang om ugen. Bestil bord i forvejen, især i højsæsonen. Grønlandsk buffet består af alskens grønlandske specialiteter og retter baseret på lokale og lækre råvarer.

Hotel Arctic

Hotel Arctic er kendt for høje gastromiske standarder og mange af deres kokke gennem tiderne har vundet flere gastronomiske priser. Du er garanteret en gode kulinarisk oplevelse i Restaurant Ulo på Hotel Arctic. Udover restaurant huser hotellet også Brasserie Ferdinand, som er lidt mere uformel og tilbyder mere simple måltider på cafeniveau, men med samme flotte udsigt over fjorden.

Alle er velkomne på Hotel Arctic, så tøv ikke med at lægge vejen forbi. Udsigten er fremragende og atmosfæren er varm og imødekommende. Grønlandsk buffet serveres om mandagen, og der grilles om lørdagen. Om sommeren bliver der ofte grillet udenfor på hotellets terrasse. Hotel Arctic ligger lidt udenfor byen. Du kan se det fra byen, en række røde bygninger, og du kan både gå derud (20 minutter).

Læs mere på www.hotelarctic.dk

Hotel Icefjord

Restaurant Icefjord på Hotel Icefjord tilbyder grønlandsk buffet hver torsdag. Restauranten har store panoramavinduer med udsigt til Isfjorden. Restauranten er åben hele ugen og tilbyder både aften og frokostmenu. Du kan også få Thai take-away fra restauranten.
Læs mere på www.hotelicefiord.gl

Hotel Hvide Falk

Hotel Hvide Falk ligger centralt i byen og har en fremragende udsigt. På Hotel Hvide Falk kan du ugentligt prøve en grønlandsk buffet, hvor rigtig meget godt fra det grønlandske køkken serveres. Vi vil ikke skrive alt godt, for der er ting i det traditionelle grønlandske cuisine, der er så specielle, at de fleste turister ville dåne alene ved tanken om dem. Derfor er den grønlandske buffet anrettet, så den virkelig appellerer til gæster udefra.
Læs mere på www.hotelhvidefalk.gl

Øvrige spisesteder i Ilulissat

I centrum af Ilulissat ligger der en del små hyggelige cafeer, hvor du kan få traditionel cafemad til priser, der svarer til en almindelig cafe i København. Slå vejen forbi og tag en kop kaffe – om sommeren kan du sidde udenfor.

 

Generel rejselitteratur om Grønland

  • Politikens ‘Turen går til Grønland – Svend Erik Nielsen m.fl.
  • Gyldendals bog om Grønland – diverse forfattere
  • Ilulissat Isfjord – et verdensarvsområde (GEUS)
  • Experience Kangia Ilulissat Icefjord – official guide to the World Heritage Site Ilulissat Icefjord

(kan købes på www.greenlandtoday.com)

"Tak, tak, tak og tusind tak for at foreslå Igloo Lodge. Det var mageløst at være der. Jeg ville ikke hjem. Alt spillede og med solskinsvejr alle dage deroppe, hvad mere kan man så ønske sig? Jeg havde endnu engang en vidunderlig tur. "

Charlotte

Adresse:

Greenland Travel A/S
Wilders Plads 13A, 1.
DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 9:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.00

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • Privatlivspolitik