I denne guide vil vi præsentere dig for en lille perle i Grønland, nemlig kystskibet Sarfaq Ittuk, som bringer folk fra syd til nord langs den grønlandske vestkyst. I mange år har vi arrangeret rejser til Grønland, hvor en del af rejsen foregår med kystskibet. Du får et indblik i, hvad du kan opleve på en kortere eller længere rejse med Sarfaq Ittuk.
Transport og oplevelse i ét – unik mulighed for turister
Sarfaq Ittuk sejler op og ned langs det vestlige Grønland og er en livline for tre af de små bygder og de fleste byer langs kysten. Der er altid stor travlhed og gensynsglæde, når hele Grønlands kystskib anløber bygderne. Under sejladsen melder broen af og til om hvaler i sigte.
En rejse med skibet er ikke kun transport, men en oplevelse uanset vejr og vind. Samtidig giver rejsen en stor mulighed for at komme tæt på lokalbefolkningen.
Skibet sejler fra Qaqortoq i syd og helt op til Ilulissat i Diskobugten. Du kan tage hele rejsen eller del af den.
Kilde: Arctic Umiaq Line
Læs mere om sejlads i Grønland
Oplevelser ombord – Grønlands hemmelige perle
Som turist er der mulighed for at opleve nordlys, hvaler, uberørt natur og ikke mindst få et uforglemmeligt og rørende møde med beboerne i en lille by. De samme oplevelser hører med til hverdagen for de passagerer, der sejler med skibet. Nordlyset kan opleves en del af året, og på andre tidspunkter er det midnatsolen, passagererne oplever.
Sarfaq Ittuk har en salon med panoramaudsigt bagerst i skibet, hvor der er udsigt til de høje flotte fjelde, store vidder, kæmpe isbjerge og måske hvaler. Ombord på skibet finder du her og der et billede af polarforskeren Knud Rasmussen, der har haft så stor betydning for Grønland og som minder om en tid, hvor transporten ikke foregik på et skib som Sarfaq Ittuk med moderne bekvemmeligheder, men følelsen af eventyr lever fortsat.
Der venter også fantastiske oplevelser udenfor, eksempelvis på topdækket. Liggestolene bliver tit hevet frem på sommeraftener, hvor solen ikke går ned. Turister kalder Sarfaq Ittuk for Grønlands hemmelige perle, da den giver god mulighed for at opleve Grønland fra søsiden og være i tæt kontakt med lokalbefolkningen samtidig. Det er en meget god beskrivelse.