For mange af os er det lidt skræmmende at tænke på, at der er steder i verden, hvor solen ikke står op i en længere periode. Et af de steder er Qaanaaq, der er Grønlands nordligste by. Ivalo Egede Lund er sygeplejerske og arbejder i Qaanaaq for tiden.
”Det er tredje gang, jeg er i Qaanaaq i tre måneder at arbejde. Førhen var jeg afdelingssygeplejerske i Narsaq, men for tre år siden valgte jeg at blive freelancer. Vores børn er blevet voksne og rejst hjemmefra, så nu arbejder jeg typisk i byer som Nuuk og Qaanaaq, men også i Norge og Danmark,” fortæller Ivalo.
Det har altid været en af Ivalos store drømme at komme til Qaanaaq, for hendes forældre mødtes her i midten af 1950’erne og blev gift i Qaanaaq kirke i 1960. Når hun er ude som sygeplejerske, bliver hun ansat på lokale vilkår, så hun kan føle sig lokal, selvom hun er væk fra Narsaq. Ivalo har været i Qaanaaq to gange om efteråret og i den tidlige vinter og en gang fra februar til maj.
Mørketiden
”Polarnatten bliver kaldt Kaperlak her, og den går fra 24. oktober til 17. februar. Da solen forsvandt i år, gik vi ned i forsamlingshuset, hvor der var arrangement for børn om eftermiddagen og musik for voksne om aftenen. Man fejrer ikke mørketiden, men siger farvel til solen. Det er anderledes i februar. Den 17. februar siger man, at man fejrer, at solen er tilbage”, forklarer Ivalo.
”Nu er det jo ikke sådan, at det bliver bælgmørkt med ét, selvom solen ikke kommer frem på himlen. I oktober og november er det lyst i lang tid, selvom solen er gemt bag fjeldet. Lige nu har isen lagt sig på fjorden. Det er for tidligt til at tage ud med hundeslæder, men man kan sagtens gå på isen. Det er sjovt at kigge ud på isen, når der i december bliver rigtigt mørkt om dagen. Fangerne tager og laver huller i isen og sætter garn, senere fisker de med langline. Så kan man se deres pandelamper bevæge sig rundt derude på isen,” griner Ivalo.