VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Hundeslæde, nordlys og hyttetur – Chanetts store vinteroplevelser

Inspiration / Hundeslæde, nordlys og hyttetur – Chanetts store vinteroplevelser

Chanett Christensen har været på rejse til Grønland tre gange på halvandet år. Læs med her, hvor lattermilde Chanett fortæller om sine vinteroplevelser i Grønland

Hundeslædeturen er den ultimative, grønlandske oplevelse, hvor du glider hen over sneen, som Inuit har gjort det i over tusind år. Chanett Christensen ville prøve det hele, og hun har haft rig mulighed for det, for hun har været i Grønland tre gange på halvandet år. Første gang var i sommeren 2019, og så tog hun derop igen i februar 2020.
I sommeren 2020 talte Chanett med en veninde og nævnte, at næste gang burde veninden tage med. På stedet blev de enige om at planlægge en tur, og snart havde Chanett fået bestilt endnu en billet. Veninden måtte hoppe fra, men det stoppede ikke Chanett, der i oktober 2020 var i Grønland igen. Her fortæller Chanett om sine vinteroplevelser i Grønland.

Nordlys

”På min anden tur var jeg ude at spise i Roklubben, som ligger lidt seks kilometer fra Kangerlussuaq. Det var meget fascinerende at se ud ad vinduerne, og jeg så for eksempel et rensdyr, hvilket var ret vildt. Jeg var alene afsted til Roklubben. De var så søde og imødekommende og jeg fik en god snak med tjeneren og chaufføren om det at se nordlys. Jeg var virkelig spændt på at se nordlys,” fortæller Chanett, så man nærmest kan mærke forventnings glæde.

”Heldigvis ligger Roklubben så øde, at der ikke er så meget lys omkring, og så var der bare nordlys. Jeg gik udenfor, hvor himlen var skyfri, og det var så smukt! Jeg lyver ikke, alverdens farver dansede bare på himlen i forskellige former. Jeg var så begejstret, at hele selskabet, der var inde på restauranten, kom ud og kiggede, og selv køkkenpersonalet kom ud og kiggede med!

Jeg kunne slet ikke skjule min begejstring, for det er jo ikke normalt at se nordlys, og jeg tror også at nogle af dem deroppe tænkte ”nej, det er faktisk ikke normalt at se nordlys”. Det var meget rart, at min begejstring smittede af på de andre, og vi stod derude sammen og oplevede det.”

Smuk – og kold – hundeslædetur

”Jeg var ude på en hundeslædetur i Kangerlussuaq, da jeg landede i februar. Det var fantastisk. Jeg bookede slædeturen, før jeg bookede billetten. Det var meget vigtigt for mig at opleve en hundeslædetur.”

”Jeg blev kørt ned til stedet, hvor hundene er. Og det der med, at man bare kan høre at hundene gør og hyler. Det er som det, man har set på TV om folk, der skal på hundeslædetur. Det er præcis det, man oplever: En masse hunde der gør, og som bare er klar til at komme ud at løbe.”

”Der var -31 grader, men fordi der også var vind, føltes det som -41 grader. Heldigvis havde de sælskindstøj, jeg kunne låne. Min tur varede 1½-2 timer, og det var rigeligt. Det var i februar, og det er varmere senere på vinteren. Jeg havde virkelig meget tøj på. Tre-fire lag. Tre sæt vanter og tre lag rundt om ørene. Mit ansigt var ikke pakket ind, så jeg fik faktisk lidt forfrysninger på næsen og på kinderne. Det kunne mærkes dagen efter, jeg skallede lidt på næsen. Men det tager man jo med, for sådan er det jo,” fortæller Chanett.

”Det var to gange dybfrysertemperatur jeg var ude i i halvanden time, så det var koldt. Men man glemmer at det er koldt, for der er så smukt. Og det er så unikt at komme ud på en hundeslædetur. Men man skal også være opmærksom på, at det er lidt anderledes. Hundene får jo mad og så kører vi afsted. Og de laver jo på turen, når man kører,” griner Chanett og fortsætter: ”Det er de jo trænet i. Man stopper jo ikke op, bare fordi de skal lave. ’Her lugter lidt’, tænkte jeg. Og så kunne jeg jo se, at hundene på skift lige skulle besørge,” siger hun og griner igen. ”Det var også en oplevelse! Og de var jo søde, hundene. Jeg fik lov at klappe dem. Jeg var lidt bekymret for, om det var vilde hunde, men de her kunne man godt klappe. Jeg var ikke bange på noget tidspunkt. Det var også en god kusk, jeg var med. Han holdt styr på sine hunde, men han sagde også, at de til dels var tamme,” beretter Chanett.

Qoornoq om vinteren

”Fra Nuuk sejlede vi til en forladt bygd, Qoornoq. Der fik vi lov til at komme i land og gå rundt. Den er jo forladt, så den dag var vi de første, der gik der og satte fodspor. Jeg havde ikke snesko på, så jeg faldt igennem, når jeg gik. Der var i hvert fald 50-60 cm sne, når man gik, så man kunne sagtens falde igennem og stå i sne til lårene. Det var ikke noget problem. Jeg havde en walkie-talkie med mig fra båden, så hvis jeg sad fast, var han jo kommet og hentet mig. Det er en af de der fascinerende ting: Naturen bestemmer i Grønland. Man er bare en prik i landskabet. Det er naturen, der sætter rammerne. Man skal have respekt for det, det er helt sikkert,” siger Chanett.

Hyttetur

”Det at opleve Nuuk på to forskellige årstider er helt fantastisk. Det er jo en helt anden by, for det er så kontrastfyldt. Sommer er én ting og vinter er noget helt andet. Og jeg er egentlig kuldskær, men minus 20 grader – det er ingenting. Man mærker det ikke. Jo, det er da koldt på kinderne, men man har jo tøj på, der matcher vejret. På den måde afskrækkede det mig slet ikke.”

Chanett var også afsted i en hytte sammen med tre andre kvinder.

”Vi kom der fredag aften klokken 17, så der fragtede de vores bagage og os selv op til hytterne. De havde forvarmet hytterne. Det var egentlig lidt primitivt, for der var ikke rindende vand eller elektricitet. Der var en hytte med et fint toilet lidt derfra. De var så søde på forhånd at have hentet vand til os, men i virkeligheden skulle man selv gå ned til søen og hugge isen, og så smelte det bagefter.”

”Det var meget sundt at komme ud i naturen, hvor der ikke var noget internet. Vi kunne ikke bruge vores mobiler, så man rejser faktisk tilbage i tiden. Så spillede vi spil, fik snakket og vi var ude at opleve naturen omkring hytten. Det var rart at komme helt ned i gear. Elektronik og sociale medier fylder bare så meget, så det med at komme helt væk og ned i gear var rigtigt rart. Fuldstændig at koble af. Man finder også ud af, hvor vigtigt, det er, man har diverse ting hjemme. Gud, hvor bruger man egentlig meget. Hvor bliver man glad for, at man for eksempel bare kan tænde for håndvasken, og så kommer der vand. Det havde vi jo ikke i hytten, men der var en gasovn og gasblus, så vi kunne jo sagtens lave mad. Vi lavede pizza om aftenen og vi lavede pandekager om morgenen og havregrød og te og kaffe.”

”To af pigerne kendte jeg ikke, så det var også rart at møde nogle nye mennesker og komme tæt på andre mennesker på en anden måde, end man måske ville gøre, hvis man havde mobilen og lige kunne gå på Facebook og Instagram. Det var rart. Det er i hvert fald nogle af de ting, jeg vil prøve at prioritere mere fremadrettet: At man godt kan have mobilen med for at tage billeder, men det er ikke den, der skal fylde.”

”Der var ikke elektricitet, så vi havde pandelamper med. Og vi havde powerbanks med, men man brugte jo heller ikke så meget batteri. Det eneste, vi gjorde, var at høre musik og tage billeder. Vi havde hængt pandelamper op om aftenen, når vi skulle spille, og vi havde stearinlys og så var der en petroleumsbrænder, der varmede. Og det var meget varmt. Det var rigtigt fine faciliteter.”

På billedet ovenfor: Chanett Christensen med Kathrine Karup, Anna Sofie Starup og Anne-Sofie Flintrup

Aktiv ferie – selv i mørket

Jeg har aldrig været på aktiv ferie før. Jo, det kan da godt være man er taget til New York og har gået tyve kilometer i byen, men det har ikke været på en tur som til Grønland. Det overrasker mig, at det er det, jeg finder rigtig meget tryghed i, og at det er noget, jeg faktisk rigtigt godt kan lide. Jeg har aldrig set mig selv som sådan et ude-at-hike menneske, men det at være i naturen og bo i hytter, har jeg det faktisk rigtigt godt med.

Jeg er lidt mørkeræd, men det holder mig ikke tilbage fra at gøre det. Det kræver så bare, at der lige er nogen, der vil hjælpe mig, hvis jeg skal ud efter mørkets frembrud. Men det har været min første ude-i-naturen-aktive-ferie, og det har været rigtigt fint. Ellers har det netop være badeferier, charterferier og storbyferier. Men ikke så meget natur. Så jeg kunne rigtig godt tænke mig fremover at komme på sådan nogle aktive rejser.”

Kom afsted!

Vi slutter Chanetts fortælling med hendes tur fra Roklubben i Kangerlussuaq: ”Hvis I skal sælge nogle rejser, så kan I bare ringe til mig, så skal jeg nok få solgt nogle for jer,” griner Chanett. ”Fra Roklubben kørte vi fælles i bus tilbage til hotel og vandrehjem. Der var en kvinde bag mig, der sagde, at hun var så glad for at se en på min alder være oppe i Grønland. At jeg havde lyst til at rejse sådanne nogle steder, for det så hun ikke så tit. Og jeg tror jeg underholdte hele bussen, fordi jeg var så begejstret over at have set nordlys, og jeg havde set en hval, og min mobil gik bare på runde, for jeg skulle vise alt det, jeg havde oplevet. Hvis du er nysgerrig, så kom af sted. Jeg kan ikke sige det på andre måder. Hvad holder dig tilbage? Kom afsted! Hele mit liv har jeg tænkt ’det vil jeg gerne, men…’ Nu handler jeg!”

Læs også: Chanett stod pludselig i Grønland. Læs om hvad det har betydet for hende.
Læs også: Hvaler, paddleboard og Indlandsis: Læs om Chanetts sommeroplevelser

Chanett talte med Louise Larsen og Jesper Kunuk Egede

 

Hvaler, paddle board og wellness – Chanett skulle prøve det hele!

I sommeren 2019 tog Chanett for første gang til Grønland, og det har grebet om sig! Det er blevet til en sommertur og to vinterture, og Chanett kan efterhånden sætte flueben ud for alle de store grønlandsoplevelser

Læs historie

"Tak, tak, tak og tusind tak for at foreslå Igloo Lodge. Det var mageløst at være der. Jeg ville ikke hjem. Alt spillede og med solskinsvejr alle dage deroppe, hvad mere kan man så ønske sig? Jeg havde endnu engang en vidunderlig tur. "

Charlotte

Adresse:

Greenland Travel A/S
Wilders Plads 13A, 1.
DK – 1403 København K

Åbningstider:

(mandag-fredag)

Erhvervsrejser: 9:00-16:00

Privatrejser: 10.00-15.00

 

facebook logo facebook logo facebook logo
  • Rejsegarantifonden nr. 351
  • ·
  • IATA agent nr. 17 200 606
  • ·
  • CVR nr. 32150756
  • ·
  • Privatlivspolitik