Jens Rosendahl har sendt os en hyggelig beretning om dagen den 21. juli, 2023, hvor de 250 år blev fejret. Jens har også taget alle billederne til denne artikel.
Fejring
Alle byens flag er hejst, folk ankommer i festtøj og nationaldragter og det heftige regnvejr, der tidligere på ugen ødelagde broen over Røde Elv, er holdt inde for en stund, afløst af tørvejr med sporadiske solstrejf. Stedet er Qeqertarsuaq, Diskobugtens perle, og anledningen er byens 250 års jubilæumsdag, og det skal selvfølgelig fejres.
Fællessang og kanoner
Dagen begynder klokken 8 med velkomst ved kommunens borgmester Ane Hansen. Museets leder, Linda G. Ostermann, fortæller herefter om byens grundlægger Svend Sandgren. Dette bliver afløst af fællessang, og de tre gamle kanoner foran den gamle kolonibestyrebolig viser at der stadig til overmåde er liv i dem. De leverer tre gevaldige salutter, der runger mod Lyngmarksfjeldet og Apostelfjeldets bratte fjeldsider. En flot start på byens jubilæum!
Efter gudstjeneste i byens smukke kirke, også kaldet ”Vorherres Blækhus”, er der fælles morgenmad i sportshallen.
Åbning af ny udstilling
Museet er derefter omdrejningspunktet for resten af dagens aktiviteter. Her starter vi med en officiel åbning af museets udstilling om byens tid som hvalfanger by og dens grundlæggelse i 1773. Der er mange deltagere ved åbningen og der er efterfølgende hyggelig kaffemik foran museet, hvortil Hotel Disko Island har doneret tre store lagkager og andre af byens beboere har doneret grønlandsk hjemmebag – det er de gode til.
Byens museum har til huse i den gamle landsfogedebolig, der ligger ved siden af kongebroen og de to hvalkæber, der former ”porten til verden”, hvilket jo er sandt, uanset hvilken vej man går igennem den.