Rundt om Quassussuaq – Lille Malene
Turen rundt om Quassussuaq kan starte to steder, som begge kan nås nemt med bus fra centrum. Du kan enten køre til Nuuks lufthavn eller tage bussen ud til byens nyeste bydel, Qinngorput. Det er en smagssag, hvilken vej man går, men vi har valgt at tage bussen til Qinngorput. Her står du af ved det første større vejkryds. Mens bussen forsætter nedad, går du i stedet til venstre og op mod fjeldet og den dal, der ligger mellem Store og Lille Malene. Her kommer du først til Cirkussøen, der hedder sådan, fordi fjeldsiden på den ene side af søen er cirkelformet. For enden af søen kommer du til et lille vandfald, og går op ad fjeldet ved siden af det. Nu kan du gå langs med foden af Lille Malene, hvor du har fjeldet på din venstre side. Du kommer igen forbi et par mindre søer. Efter et stykke vej, hvor du går i dalen mellem fjeldene, begynder du at kunne ane Godthåbsfjorden forude.
Når du nærmer dig fjorden fortsætter du rundt om fjeldet. Du går ovenfor det, der så smukt kaldes Paradisdalen. Efterfølgende erstattes det smukke udsyn til Anstalten for Domfældte, hvilket måske ikke lyder helt så hyggeligt som Paradisdalen. Der er markeringer om, hvor du kan gå, og der er intet at være nervøs for. Til sidst kommer du til Lufthavnsvejen. Her kan du vælge, om du vil gå til Lufthavnen og tage en bus eller taxa hjem, eller om du vil forsætte lige ud og gå tilbage til selve Nuuk by.