VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Myg i Grønland

Peter Lindstrom - Visit Greenland
Inspiration / Dyreliv / Myg i Grønland

Alle tundraområder i verden har mange myg, og i Grønland kommer myggene oftest omkring første juni og topper i juli.

Alle tundraområder i verden har mange myg. Det skyldes dels surt vandmiljø og dels, at permafrost og grundfjeld forhindrer vandet fra forårets tøbrud i at synke dybt ned i jorden. Jorden er derfor typisk fugtig og med mange småsøer og vandpytter, som myggene kan lægge æg i. Når midnatssolen i sommermånederne står over Grønland, er myggene altså også at finde på himlen. Heldigvis behøver myggene ikke at ødelægge din rejse. Vi har nemlig samlet nogle gode råd til dig her på siden.

 

Hvornår skal jeg besøge Grønland, hvis jeg vil undgå myg? 

Hvis du gerne vil undgå de små sværmere under din rejse til Grønland, så skal du undgå sommermånederne fra midt juni til slut august. Der er heldigvis lige så mange muligheder for en fantastisk rejse, hvis du rejser om efteråret og om vinteren. Hvis du alligevel gerne vil opleve Grønland om sommeren, er det muligt at købe forskellige former for beskyttelse.

 

Hvor er der myg i Grønland?

Der findes myg alle steder i Grønland, på nær ved Indlandsisen. Men hvis man for alt i verden gerne vil undgå myg i sommermånederne, er der dog enkelte steder, hvor myggene ikke er helt så mange. Hvis man søger ud til havet, vil man som regel kunne finde lidt vind, selv hvis solen står højt på himlen. Vandreture og ophold langs vandet kan derfor være et godt sted at undgå myggene. Hvis din rejse går til Sydgrønland, kan det også være en god ide med en gårdferie ved et af de mange fåreholdersteder, hvor myggene ikke har nær så stort held ved at udklækkes i vandhullerne omkring fårene.

Magnus Trolle - Visit Greenland
Magnus Trolle - Visit Greenland

Hvordan beskytter jeg mig selv mod myggene?

Der er flere gode metoder til rådighed, når det handler om at beskytte dig selv mod de grønlandske myg. Selvom man ikke helt vil kunne undgå myggene, kan man med nogle få, enkle tiltag sørge for, at de ikke bliver en for stor gene.

1. Brug lokale remedier: Labrador-te (Qajaasat). Her kan du knuse bladene ved at gnubbe dem mellem dine hænder, før du smører saften på udsat hud.

2. Brug et myggenet til ansigtet. Det er en god ide enten at medbringe eller købe et myggenet i Grønland, når du skal færdes rundt omkring i byer og naturen. Og bare rolig – du kommer helt sikkert ikke til at være den eneste, som går rundt med myggenet på. Faktisk har selv de grønlandske hunde myggenet på om sommeren.

3. Brug myggespray.

4. Ifør dig langt tøj. Selvom de stædigste myg nok kan stikke igennem tøj, hjælper det alligevel en smule at bære langt tøj. I Grønland tillader heldigvis temperaturerne – selv i sommermånederne – langt tøj.

5. Brug myggebalsam som middel mod både myg og stikfluer. Vi anbefaler, at du køber myggebalsam i Grønland. Her er et højere indhold af “DEET” tilladt, og det er det eneste, der virker. Husk “after-bite” middel hvis du er plaget af kløe fra myggestik.