Eqi-bræen giver dig en enestående mulighed for at opleve en aktiv bræ kaste is af sig. Det gør den nemlig i store eller små stykker hele tiden! Eqi-bræen ligger 80 kilometer nord for Ilulissat, og du kan kun komme dertil med båd. Bådrejsen er i sig selv smuk og går forbi bygden Oqaatsut og videre op i den nordlige Diskobugt. Du har gode vandremuligheder i området, hvis du overnatter i Glacier Camp Eqi.
Den kælvende bræ
Eqip Sermia, det grønlandske navn for Eqi Gletsjer. Eqi-bræen er bræens danske navn i daglig tale. Bræen er en af de mest aktive i Grønland. Den er dog ikke lige så stor som Sermeq Kujalleq, som ligger i bunden af Ilulissat Isfjord. Til gengæld den er mere tilgængelig, og du har mulighed for at komme tættere på.
Selve bræen er ca. fem kilometer bred, og er et imponerende syn. Det er en enestående oplevelse at sidde i en båd foran gletsjeren og vente på, at stykker af is skal falde af. Når det sker, bliver du helt sikkert fascineret af det kæmpe brag, der lyder, når isen knækker – efterfulgt af det store plask, når isen rammer vandet.
Som du nok ved, er Indlandsisen dannet af sne, og når denne sne trykkes ned af endnu mere sne, bliver den til is. Den luft, der naturligt er mellem de enkelte snefnug, bliver med tiden luftbobler under tryk. Når så den store bræ kælver, bliver denne luft frigivet igen, og det giver de eksplosionsagtige lyde. Du kan også høre det i miniformat, hvis du lægger et stykke Indlandsis i din drink.