Det er egentlig ikke fordi, at det lå lige for, at Maria skulle på rejse til Grønland, for det har altid været sydens sol, turen gik til, når det blev ferietid. Arktiske destinationer havde ikke trukket i hende, men der var dog én ting, der talte for det:
”Jeg er helt vildt meget et julemenneske, og jeg har set Nissebanden i Grønland. Ideen om at tage til Grønland kommer derfra. Man forbinder jo Grønland med Julemanden, ikke? Og så er det helt vildt specielt, så jeg tænkte, at det skulle vi prøve,” griner Maria, da vi taler med hende i telefonen, og uddyber: ”Jeg begyndte at tænke på det for fem år siden. Det er lang tid, turen har været undervejs i tankerne. I 2020 passede det med, at der var luft i økonomien til at vi kunne tage af sted.”
Leg og oplevelser i sneen
Maria og Mikkel drog af sted til Grønland i februar 2020, lige før verden begyndte at lukke ned på grund af coronavirussen. Maria havde googlet sig frem til forskellige ture, og valget faldt på Grønlands Rejsebureaus 5-dages vintertur, Slip legebarnet løs i sneen. ”Vi købte en pakke, hvor alt var planlagt. Det passede bare rigtig godt til os. Det hele var samlet i en grupperejse, så vi ikke skulle til at tænke på noget, når vi tog afsted. Det var en blanding af alt det, vi godt ville: Der var nordlys, der var hundeslæde, og der var det, jeg havde forestillet mig, at jeg gerne ville opleve deroppe. Det hele var spændende, og der var ikke noget, hvor jeg IKKE blev overrasket,” siger Maria.