Vintersport og golf
Nuuk er et glimrende vintersportssted. Hop på bussen til lufthavnen og så står du for foden af et skisportssted, hvor tre lifte sørger for, at du hele tiden kan finde nye slalomløjper. Snowboard er også meget yndet, ligesom lyden af snescootere er umiskendelig uden for bygrænsen. Er du til langrend er der allerede inde fra byen adgang til mange, gode løjper.
Hvis du kommer om sommeren, kan du også gå til den på en golfbane med ni huller, som har mange naturlige forhindringer, da den ligger i et smukt kuperet terræn.
Nuuk by
I grønlandske øjne er Nuuk med over 18.000 indbyggere en storby, og byen er da også stor. Rent faktisk tager det adskillige timer at gå fra den ene ende af Nuuk til den anden, da selve byen efterhånden har bredt sig over flere store bydele.
Eksempelvis ville forstaden Nuussuaq være Grønlands næststørste by, hvis den havde været en separat by. I Nuussuaq er der bydele, der nærmest ligner slikskåle med M&Ms eller vingummier, for her er rækkehuse i alverdens farver. Selv lyserøde og mintgrønne boliger er det med tiden blevet til.
Et veritabelt byggeboom gør, at man i Nuuk ikke taler så meget om at bygge huse som at bygge nye bydele. Og skulle man rende ind i en regn- eller snebyge, kan man jo altid tage på shopping i Nuuk Centret, der har alt. Næsten.
Det er også i centrum af Nuuk at du finder bygningerne fra tidligere tider. Det gamle koloniområde med blandt andet Nationalmuseet er velholdt og smukt, og du bør også gå en tur forbi Myggedalen og opleve de mange farvestrålende huse.
Alt i alt er Nuuk et superspændende bekendtskab, da byen vokser med rekordfart og du vil opleve mange forskellige subkulturer, smuk natur og spændende kunst.