VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Polarræv

Inspiration / Dyreliv / Polarræv

Polarræven har et lille, kækt ansigt og en stor personlighed. De er vidt udbredte i Grønland og kan ses i to artstyper. En polarræv kan nemlig både være blå og hvid.

Polarræven er en lille, listig fyr, som er udbredt over hele Grønland. I nogle områder kan du endda være heldig at se dem helt tæt på, da de kan blive utroligt tillidsfulde. De er før blevet set helt tæt på huse, og i nogle tilfælde har de inviteret sig selv indenfor, hvilket jo ikke altid er blevet værdsat. Ved Glacier Lodge Eqi er de næsten daglige gæster nær hytterne og restauranten.

Ræven der ikke går i hi

Polarrævens videnskabelige navn er Vulpes lagopus. Den bliver på grønlandsk kaldt terianniaq. Blåræven er mørk gråbrun om sommeren og gråsort med et blåt skær om vinteren. Hvidræven er helt hvid om vinteren. Om sommeren er hvidræven grålig med hvid bug.

Polarræven går ikke i hi om vinteren, da den har en meget varm vinterpels og kan derfor overleve frostgrader ned til minus 80 grader. Det er kun ved snestorme, at polarræven søger ly i snehuler.

Hvis en polarræv møder en isbjørn på sine lange vandreture over isen, vil den forsøge at følge efter det store dyr. Ræven vil nemlig forsøge at snuppe resterne, efter isbjørnet har fanget sit bytte. Det er jo en nem måde for den lille, listege polarræv at få et gratis måltid.

 

Er polarræven truet?

Nej, det er den ikke. Den er dog fredet om sommeren i yngletiden. Rævene kan være meget nysgerrige. Generelt er polarræven et klogt og venligt dyr, som er god til at tilpasse sig i forskellige situationer og levevilkår.

Polarrævens sommer- og vinterpels

Begge arter af polarræv skifter pelsfarve ved overgangen fra vinter til sommer. I sommerperioden har de begge en grå-brun pels. Den hvide polarræv har så hvide nuancer i dens pels på både mave, hals og i ansigtet, mens den blå polarræv har den samme grå-brune pelsfarve over hele kroppen.

Den blå polarræv lever ved de isfri kyster, mens den hvide polarræv bor på tundraen og i fjeldet inde i landet.

 

Hvor gammel bliver polarræven?

Polarræven bliver normalt 3-4 år gammel, men nogle individer er blevet betydeligt ældre. Rævenes størrelse kan variere fra 75 til 100 cm, og de vejer normalt mellem 3 og 8 kg.

De kan bevæge sig over store distancer og kan have store territorier afhængigt af, hvor meget mad de har adgang til i det pågældende område.