VI ER EJET AF GRØNLAND
VI HAR GRØNLAND I HJERTET
INGEN KENDER GRØNLAND BEDRE END OS

Snehare

Inspiration / Dyreliv / Snehare

Den hvide kanin med solbriller og snesko. En snehare er smuk med sin hvide vinterpels, som er dejligt tyk, så den kan holde varmen i det kolde arktiske vejr.

Det lyder forunderligt, men sneharen bliver født med sorte øjenvipper, som beskytter deres øjne mod solens skarpe lys. De fungerer altså lidt som en slags solbriller. Herudover har de store fødder på bagbenene, som virker på samme måde som snesko. Sneharen synker derfor ikke ned i sneen, når den bevæger sig rundt i Grønlands snefyldte landskaber.

Sneharen er let at genkende

Sneharerne har et meget genkendeligt udseende. I vintermånederne har de en smuk, hvid pels, mens de om sommeren har en mere grå-brun pels. Dette hjælper dem med at gemme sig, så de ikke bliver alt for synlige for potentielle rovdyr. Man kan også genkende dem på de strittende ører med de sorte spidser og store øjne.

Sneharens videnskabelige navn er lepus arcticus, og deres grønlandske navn er ukaleq. De er mest aktive i morgentimerne og hen på aftenen, og er herunder ikke særligt sky. Du har derfor rig mulighed for at se dem uden at de stikker af i høj fart. De kan nå hastigheder på helt op til 64 km i timen, hvilket jo kan måle sig med en bil. Med deres stærke bagben kan de springe 2 meter op i luften, hvilket vil sige, at de kunne hoppe hen over hovedet på mange mennesker. Vi ved ikke med jer, men vi er ret imponerede.

Hvor stor er en snehare?

Når de fleste af os tænker på kaninen eller haren, ser vi nok små hoppende pelsklumper. Hvem synes ikke, det er supersødt?

I virkeligheden er sneharen ret stor og utroligt hurtig. De kan blive mellem 40-60 cm i længden og vejer normalt mellem 2 og 6 kg.

En sjov detalje om sneharen er, at den har et mindre hoved med kortere ører end dens slægtninge. De har dog længere bagben og fødderne har ekstra pels, så den bedre kan gå på overfladen af den dybe sne. Dette giver dem et mere kompakt udseende og gør dem bedre tilpasset til at leve i polarklimaet.

Hvad spiser en snehare?

Sneharen er primært en herbivor eller en græsæder på godt dansk. Deres diæt består af mange forskellige ting. De spiser f.eks. bær, knopper fra planter, blade eller helt unge træer, hvis stammer og rødder stadig er små nok til at sneharen kan gnave i dem.

Et andet sjovt faktum om sneharen er, at den spiser sne for at få væske, hvis den er i en situation, hvor det er påkrævet.

Interessant adfærd hos sneharen

I vintermånederne kan man ofte se sneharen i store flokke eller grupper. Man vil dog ikke normalt opleve, at de putter sig ind til hinanden for varme, fordi de vil have deres plads og bevægelighed. Når det sner meget, lader de sig ofte begrave af sneen, da dette er med til at beskytte dem mod vejr og vind.

Flokkene kan blive enormt store, og er set på helt op til omkring 3000 individer, men du vil dog nok oftere opleve sneharen i flokke på omkring 100 individer.