Det bedste er at man kan komme meget tæt på kanten af bræen med båd og se kæmpe stykker is brække af. Bræen kælver så ofte, at de fleste, som kommer forbi, vil opleve både lyden og synet af dette fantastiske natursceneri. Bragene er enorme og synet af isklumper, der vælter ud i vandet, er imponerende.
80 km i fugleflugtslinje (2-4 timers sejlads afhængig af bådtype) nord for Ilulissat ligger der en naturperle af de meget sjældne: Eqi-bræen og det omkringliggende område. Bræen har ikke helt de enorme dimensioner som den berømte Kangia isfjord mod syd, men er alligevel ikke nogen lilleput. Det usædvanlige ved bræen er, at man på en dagstur med båd fra Ilulissat kan sejle ganske tæt på brækanten og opleve små og store kælvinger.
Bræfronten strækker sig over 3,4 km. Den gennemsnitlige højde fra bund til top er ca. 200 meter, hvoraf 30 til 80 meter strækker sig over havets overflade.
Indlandsisen er fuld af luft
Indlandsisen er dannet af sne. Når sneen pakkes til is, bliver den luft, der er imellem snefnuggene, pakket i luftbobler under tryk. Når bræen kælver, frigives denne luft igen, og det er det, der giver de eksplosionsagtige lyde.
Den iltrige is er fødegrundlag for mange dyr. Derfor ses kendte arter som skarv, tejst, rider m.fl. ofte i nærheden, men også de meget sjældne arter som f.eks. rosenmågen kan man være heldig at spotte. Har man et vågent øje, vil man også kunne se nogle af de ringsæler, der lever i små-isen foran bræen.
I området på land kan man være heldig at opleve den store havørn, og ofte krydser ryper, harer og den lille polarræv ens vej. Den store variation i landskabet giver grobund for en stor variation i vegetationen. Man kan her finde blomster, som ellers ikke er almindelige på disse kanter.
Glacier Lodge Eqi
Bo i første parket til naturens festfyrværkeri
Har du mere tid end én dag, bør du unde dig en eller flere dage i land, hvor du kan overnatte i Glacier Lodge Eqi. Der er 15 hyggelige hytter og fire luksustelte omkring Café Victor, som er omdrejningspunktet for disse oplevelser. Fra hytterne og teltene kan du både se og høre, når isbræen kælver, og det er meget meditativt at sidde og se på dette naturens festfyrværkeri.
Et lille stykke luksus i den grønlandske ødemark
Det meget specielle ved Glacier Lodge Eqi er, at den ligger lige over for bræen Eqip Sermia, som kælver hele tiden. Alle hytter og telte har udsigt til dette. De første fire hytter blev bygget i 2001, og siden er konceptet blevet udviklet hvert år. Ingen andre steder har man den luksus i den grønlandske ødemark langt fra by og bygd – i et bæredygtigt koncept, hvor der er tanke på C02-besparelse og miljøet.
Der er i alt 15 hytter og de er åbne fra ca. 15. juni til 15. september. De 15 hytter har i alt 52 senge, hvis alle ekstraopredningsmuligheder tælles med. Men man bestemmer naturligvis selv om man vil være 1, 2, 3 eller 4 i hytterne. Mange vælger at bruge dem som almindelige dobbeltværelser, som man kender det fra alverdens hoteller.
Teltene, som tages i brug i 2019, rummer to senge hver.
Læs mere om Glacier Lodge Eqi her.
God opvartning i Café Victor
Alle gæsterne i Glacier Lodge Eqi spiser på Café Victor. Her er køkkenet godkendt af veterinærmyndighederne og lever op til de samme krav, som ethvert andet hotelkøkken. Energien til køkkenet kommer fra solceller der trækker tre frysere, køleskab, emhætte, lys, vandrensning, alarmer, satellittelefon og meget mere. I køkkenet lægger de vægt på at bruge så mange grønlandske råvarer som muligt, og de tilberedes af dygtige kokke.
Der bliver passet godt på naturen i Eqi
Så fantastisk et naturfænomen skal vi passe på, og det bliver der gjort i Glacier Lodge Eqi. Hverken skraldespande eller toiletter bliver tømt i området, men alt bliver taget med tilbage til Ilulissat, hvor det kommer i storbyens renovationsordning. Sidste nye tiltag for en økologisk bæredygtig camp er at få hele campens energiforsyning dækket med solenergi.
Den helt fantastiske og storslåede udsigt kombineret med den bæredygtige boform i de hyggelige hytter giver følelsen af at være ”rigtigt ude i naturen”. Helt derude hvor de færreste kommer, og hvor ting som wifi, parabol tv og larmende biler ikke findes.
Fakta om den bærerdygtige Glacier Lodge Eqi
• Egen vandforsyning med naturligt vandtryk fra højere liggende sø.
• Økologisk vandrensning uden tilsætning af kemikalier ved UV-lys.
• Vandvarme ved solenergi – både vakuumrør og solceller.
• Solcelleanlægget kan producere over 12.000 Watt.
• Spildevand renses i tredelt separationstank.
• Alt andet affald tages tilbage til byens renovationssystem.