SKURESTRIBER OG MORÆNER
Man kan se, om et landområde har været dækket af is, hvis der er skurestriber på klipperne. Skurestriber er ridser. De er skabt af sten, der har været frosset ind i isen og gletsjernes bevægelser har derefter fået disse sten til at lave skurestriber i landskabet. I Grønland er det meget tydeligt at se, om en gletsjer har trukket sig tilbage, for så ser klipperne omkring gletsjeren helt anderledes ud og har skurestriber.
Såkaldte moræner opstår i randområderne ved gletsjere. De består af bunker af ler, sand, grus og silt og er blevet skubbet frem af gletsjerne eller skyllet ud forneden ved gletsjerkanterne. Silt er det samme som sand, blot mere finkornet (som mel).
FORSKNING PÅ INDLANDSISEN
Igennem årene har mange forskere arbejdet på Indlandsisen, og danske forskere har boret ned i isen og taget prøvekerner fra de sidste 125.000 år. Indlandsisen fungerer på den måde ligesom årringene i et træ, og hvert år kommer der et nyt lag is og sne, der kan fortælle forskerne om klimaet. På den måde kan man for eksempel se, dengang Krakatau eksploderede, og i isen har man også fundet fossiler af gamle planter, der voksede i Grønland, før isen kom. Krakatau er en vulkansk ø i Indonesien.
Isens mange farver
Isfjelde kan være både blå, hvide og endda have mørke striber. I de blåfarvede isfjelde er iltmængderne små, fordi luften med tiden er presset ud af sneen. I hvide isfjelde er der mange luftbobler eller en snefyldt overflade. Gletsjeris kan dannes enten ved frysning af vand eller når sne sammenpresses. De mørke striber opstår, når isfjeldene skraber mod jorden på deres vej fra land til hav. Mange isfjelde er derudover gennemskåret af turkise, grønne eller blå bånd af ren vandis. Båndene er dannet på steder i gletsjeren, som isen har været smeltet og igen er frosset som boblefrit smeltevand. Farverne opstår, når solens stråler reflekteres.
ISFJORDENE I GRØNLAND
Ilulissat Isfjord er et enestående naturfænomen, som du måske har hørt om. Den kommer vi til senere i guiden. Der er andre isfjorde i Grønland, der er ligeså imponerende som Ilulissat Isfjord, men dens hastighed og tilgængelighed har gjort den ekstra kendt. Andre smukke isfjorde er Sermilik vest for Ammassalik-øen, isfjordene ved Paamiut og Nuuk, Qoorooq nær Narsarsuaq, Bredefjord bag Narsaq og særligt den utroligt flotte Evighedsfjord nær Maniitsoq.
Det er altid noget helt særligt at se isfjorde fra vandsiden, for ismasserne bliver så meget mere imponerende, når de ses nedefra. Kaptajnerne på turistbådene er meget forsigtige, når de nærmer sig, for isen er levende og der er tale om store kræfter. Når store ismasser kælver skaber det store tsunamilignende bølger.
HAVIS OG PAKIS
Havis er et andet navn for storis, der dannes, når saltvand ved havoverfladen fryser til. Havis dannes rundt om den grønlandske kyst med undtagelse af området, som strækker sig fra Sisimiut i nord til Paamiut i syd. Dette område kaldes åbentvandsområdet, fordi det aldrig fryser til. I Qaanaaq i Nordgrønland er der kun isfrit i august-september månederne. Storisen dannes i Nordøstgrønland og ved polen og sejler ned langs østkysten og op langs vestkysten til Paamiut. Den pakis/havis, der sejler ned nordfra til Sisimiut, kalds Vestisen, da den kommer fra Baffinbugten.
Almindeligvis vil hele den grønlandske østkyst fra nord til Kap Farvel i syd være frosset til fra december til maj-juni måned. Havisens udbredelse er gennem de senere år mindsket som følge af global opvarmning. Havisen kan have en stor vandret udbredelse, men er aldrig særligt højt liggende i havet.
ISBJERGE
Isbjerge, som er frosset ferskvand, indeholder små luftbobler, som stammer fra dannelsen på den grønlandske indlandsis. Isbjerge dannes, når de forskellige isbræer langs den grønlandske kyststrækning skyder tunger ud mod havet. Derved brækkes større og mindre skosser af og falder ned i vandet. Man taler også om ”døde bræer” hvor isen skubbes ud og smelter af, for eksempel i en smeltevandselv. Isbjerge kan, sammenlignet med storisen, have en stor lodret udstrækning og være op til 100 meter høje over havoverfladen. En tommelfinger regel siger, at kun ca. 10 % af isen er over havoverfladen.
ISFJELDE OG PAK-IS I SYDGRØNLAND
Sydgrønland er kendt for to specielle fænomener, den blå is mod de grønne marker og pakisen. Isen i Sydgrønland er gammel, fordi den har været længe undervejs. Det gør den mere komprimeret og derfor er isen ofte blå i stedet for hvid, fordi boblerne er presset helt ud af isen pga. det høje tryk, isen har været udsat for.
Pakisen er et mærkbart fænomen, særligt i Øst- og Sydgrønland. Pakis opstår, når isen på Nordhavet om foråret og sommeren bryder op, og enorme flade isfjelde flyder ned langs østkysten og runder Grønlands sydspids Kap Farvel. Herfra driver isen op i Sydgrønland, hvor den til sidst enten smelter eller driver til havs i Baffinbugten. Pakisen, storisen eller drivisen (kært barn har mange navne) er frossen hav-is af saltvand i modsætning til ferskvandsisen fra Indlandsisen. Den pakker sig tæt, hvor den kommer frem, og kan være usædvanligt farlig at navigere i.
DEN FRYGTEDE SORTE IS
Vi kan ikke understrege nok, at det er farligt at begive sig for tæt på isen, om det er indlandsis eller store isfjelde i vandet. Der er uanede naturkræfter på spil her. Isen er smuk, men vækker også respekt og ærefrygt; Man skal være en rutineret skipper for at bevæge sig ud mellem isbjerge og havis.
Grønlændere med små joller og speedbåde har i særlig grad respekt for den såkaldte sortis, der er helt gennemsigtig og derfor næsten helt usynlig i det mørke vand, hvor den fremstår som sort. Det er hårdt for bådene at sejle ind i is og det kan blive fatalt, hvis skibet ikke er isforstærket. Den sorte is er farlig, fordi den er svær at se og dermed undgå.
Også skibe på de transatlantiske ruter må være på vagt, når isbjerge fra Baffin Bugten mellem Grønland og Canada om foråret og sommeren driver ned gennem Davis Strædet (og så langt sydpå som til New Foundland).
Selv isbjørnene har grund til at være forsigtige på isen. Om foråret, når det begynder at blive varmt, dannes store isflager og ikke sjældent ender en isbjørn fra nationalparken i nord som blind passager på en flage og driver med strømmen sydover, helt ned til Grønlands sydligste by, der ligefrem bærer navnet Nanortalik, (’stedet med isbjørne). Skovfjorden nær Narsaq hedder også på grønlandsk Tunulliarfik (”Vejen mod bagsiden”, som Østgrønland til tider kaldes i vest), fordi bjørnene går denne vej, når de vil hjem til østkysten.