Polarnatten – et kig ind i mørket

For mange af os er det lidt skræmmende at tænke på, at der er steder i verden, hvor solen ikke står op i en længere periode. Et af de steder er Qaanaaq, der er Grønlands nordligste by. Ivalo Egede Lund er sygeplejerske og arbejder i Qaanaaq for tiden.

”Det er tredje gang, jeg er i Qaanaaq i tre måneder at arbejde. Førhen var jeg afdelingssygeplejerske i Narsaq, men for tre år siden valgte jeg at blive freelancer. Vores børn er blevet voksne og rejst hjemmefra, så nu arbejder jeg typisk i byer som Nuuk og Qaanaaq, men også i Norge og Danmark,” fortæller Ivalo.

Det har altid været en af Ivalos store drømme at komme til Qaanaaq, for hendes forældre mødtes her i midten af 1950’erne og blev gift i Qaanaaq kirke i 1960. Når hun er ude som sygeplejerske, bliver hun ansat på lokale vilkår, så hun kan føle sig lokal, selvom hun er væk fra Narsaq. Ivalo har været i Qaanaaq to gange om efteråret og i den tidlige vinter og en gang fra februar til maj.

Mørketiden

”Polarnatten bliver kaldt Kaperlak her, og den går fra 24. oktober til 17. februar. Da solen forsvandt i år, gik vi ned i forsamlingshuset, hvor der var arrangement for børn om eftermiddagen og musik for voksne om aftenen. Man fejrer ikke mørketiden, men siger farvel til solen. Det er anderledes i februar. Den 17. februar siger man, at man fejrer, at solen er tilbage”, forklarer Ivalo.

”Nu er det jo ikke sådan, at det bliver bælgmørkt med ét, selvom solen ikke kommer frem på himlen. I oktober og november er det lyst i lang tid, selvom solen er gemt bag fjeldet. Lige nu har isen lagt sig på fjorden. Det er for tidligt til at tage ud med hundeslæder, men man kan sagtens gå på isen. Det er sjovt at kigge ud på isen, når der i december bliver rigtigt mørkt om dagen. Fangerne tager og laver huller i isen og sætter garn, senere fisker de med langline. Så kan man se deres pandelamper bevæge sig rundt derude på isen,” griner Ivalo.

Isbjørne

Det kan godt være, at Ivalo går ture i byen, men hun holder sig inde i byen: ”Jeg går ikke uden for byen, når det er mørkt, for så kan man ikke se, hvis der kommer en isbjørn forbi. De kommer jo af og til, så der er risiko for at møde dem. Men som sagt er det ikke så tit. Jeg har hørt om en person, der var ude at gå ude bag ved kirkegården lidt udenfor byen. Så ville hun gå ned på strandkanten, men så så hun en isbjørn på et isfjeld. Hun gik langsomt baglæns tilbage til hun fik mobilsignal og kunne tilkalde hjælp.”

Mørket kan påvirke psyken

”Jeg kan godt lide mørketiden, for jeg ved jo, det bliver lyst igen. Så er det rigtig hyggeligt at sidde hjemme med stearinlys og læse en god bog. Jeg tuller også rundt i byen, for der er jo gadelygter,” siger Ivalo. ”I forhold til at komme længere sydfra i Grønland er det anderledes, for vi er ikke vant til IKKE at se solen. For nogle kan det være voldsomt. De får det skidt. For andre er det bare en oplevelse. Tristheden kommer oftest i tiden, hvor det skifter fra mørkt til lys eller omvendt. Heldigvis kan man få lysbehandling med lyspaneler, og det hjælper nogle personer. De kan komme på sygehuset og få det, der er to store lamper. Det ville være godt, hvis man kunne finde nogle sponsorer, der kan hjælpe med mindre lamper, så folk kan få lysbehandlingen hjemme.”

Store oplevelser

Qaanaaq ligger langt fra alfarvej og det er ikke en billig destination at rejse til, men du bliver belønnet, hvis du kommer. ”Der er flere isbræer i bunden af fjorden ved Qeqertat, en nedlagt bygd, der måske er ved at få bygdestatus igen, da der er mange hellefisk i nærheden. Bræerne spytter kæmpe isfjelde ud, fra midt i august og indtil slutningen af september kom der det ene store isbjerg efter det andet drivende forbi byen. Det er virkelig flot. Så er der også mulighed for slædekørsel om vinteren og sejlture om sommeren. Naturen er meget smuk og storslået, selvom den er gold i forhold Sydgrønland. Det er ikke dårligt, bare anderledes. Der er virkelig store vidder her. Og her er mange fjeldvalmuer om sommeren,” fortæller Ivalo.

”Min mand har besøgt mig, hver gang jeg har været her, og han er lige så solgt til området og befolkningen, som jeg er. Folk er så rare og venlige. Og det er spændende at se, når fangerne kommer hjem med fisk og fangst. Her er også mange kunstnere, der arbejder med skind, ben og tand. Der er også rigtig god kultur med trommedans, hvis man kan lide det.”

Solens tilbagekomst

Ivalo rejser hjem til Narsaq den 25. november, for hun vil gerne være sammen med familien i juletiden. Men hun kommer tilbage til byen til februar næste år, for hun er virkelig blevet bidt af Qaanaaq.

”Sidst jeg var her i februar, tittede solen frem over Indlandsisen den 14. februar. Traditionen siger ellers, at solen kommer den 17. februar. Måske er det fordi, noget af Indlandsisen er smeltet. Som traditionen byder, mødtes vi alligevel oppe under fjeldet og sagde goddag til solen den 17. februar.”

Den dag starter en ny cyklus, og snart kan Qaanaaq så se frem til fire måneder, hvor solen ikke forlader himlen.