Nordboruiner

Følg i nordboernes fodspor! I år 982 kom Erik den Røde til ”landet vest for Island” og kaldte det Grønland. Dette er senere kaldt verdens første marketingstunt, men der var nu noget i det. For særligt Sydgrønland er meget frodigt om sommeren, og her kunne nordboerne fortsætte livet som farmerne, samtidig med at de også kunne fiske og jage sæler i de dybe fjorde.

Nordboere i Grønland

Erik den Røde var blevet dømt fredløs hjemme i Island, så hvis han ville holde sig selv i live, havde han ikke andet valg end at flygte fra landet. Dermed blev Erik faktisk den første ikke-indfødte, der bosatte sig på det nordamerikanske kontinent, og han ankom 500 år før Christopher Columbus fandt et sted, han døbte Amerika. I løbet af de følgende århundreder ankom flere og flere bosættere fra Island og Skandinavien. De blev kaldt nordboere og bosatte sig i områderne fra Kap Farvel i syd og helt op til Nuuk-fjorden. Her boede de frem til ca. år 1500, hvorefter de forsvandt fra området.

Nemt at komme rundt

I forhold til andre steder i Grønland, ligger byer og bygder forholdsvis tæt i Sydgrønland. På samme måde er der spredt fåreholdersteder ud over det meste af området. Derfor kan du opleve nordboruiner mange steder på din rejse i Sydgrønland. Når vi siger nemt at komme rundt, betyder det ikke, at alt kan opleves her og nu, som om du var i Disneyland.

For at komme rundt i Sydgrønland, skal du sejle eller vandre – eller kombinere de to muligheder. På den måde kan du få området rigtigt ind under huden. Der sejler ikke både hver dag, så du skal væbne dig med tålmodighed eller planlægge hjemmefra. Men det er også ok. Du er næppe kommet hertil for at jage rundt, men nærmere for at nyde den rolige livsstil. Hvilket du her kan gøre blandet blå isbjerge og grønne, rullende bakker, der brydes af fjorde og spidse bjerge.

Qassiarsuk og Igaliku er bygder, der ligger der, hvor nordboerne først bosatte sig. Begge bygder giver dig områder med bølgende bakker og masser af grønne græsgange. Jordlagene er rødlige, hvilket giver en smuk kontrast til de grønne enge og blå isbjerge.

Mødet mellem Inuit og europæere

Inuitter af Thule-kulturen, der var indvandret i Nordgrønland, oppe nord for Qaanaaq, begyndte efterhånden at komme mod syd. De var immigreret fra de områder, der senere blev kendt som Canada og Alaska.

Denne unikke blanding af inuit- og nordbolivsstil, som man stadig finder i området har gjort, at store dele af Sydgrønland er blevet erklæret UNESCO Verdensarv.

Det nordamerikanske fastland ”opdages”

For ikke længe siden skrev man i historiebøgerne, om hvordan verdensdelene blev opdaget og bosat uden smålig skelen til, at her faktisk boede masser af mennesker, før europæerne drog ud på deres tyvetogter, som ofte blev camoufleret som opdagelsesrejser.

I år 1000 vendte Leif Eriksson, søn af Erik den Røde, tilbage til Grønland efter at have besøgt Norge. Han havde den første kristne missionær med sig tilbage til Grønland. Ikke længe efter blev den første kristne kirke på det nordamerikanske kontinent bygget i Brattahlid, Erik den Rødes hjemstavn. Kirken blev bygget af Thjodhildur, Eriks kone, der havde ladet sig omvende til kristendommen.

Det var på nogenlunde samme tid, at Leif Eriksson og hans mænd sejlede endnu længere vestpå end hans far havde gjort. De gik i land og navngav steder, der ligger i nutidens Canada: Helluland, Markland og Vinland.

Det er sjovt at tænke på, når du i dag går rundt i Qassiarsuk og oplever en rekonstruktion af Tjodhildurs kirke, Erik og Tjodhildurs langgård og et inuit vinterhus.