Rigtigt udstyr kan være forudsætningen for, at du får det bedste udbytte af dit ophold i Grønland. Dette er vores forslag til en udstyrsliste, som du kan benytte dig af, hvis du ikke har personlig erfaring med det område eller den type rejse, du har valgt. Hvis der er noget, du er i tvivl om, er du altid velkommen til at kontakte os på Grønlands Rejsebureau.
Efteråret kan være både koldt og varmt, så en god anbefaling vil være at medbringe det samme tøj, som du kan holde varmen i på en almindelig vinterdag i Danmark.
Om påklædning generelt i Grønland
Påklædning i Grønland er praktisk og uformel. Du behøver derfor ikke at pakke det ”fine tøj” i kufferten på en rejse til Grønland. Udvalget af beklædning til friluftsliv er i dag stort,
og du kan derfor finde tøj, der både er praktisk, smart og bekvemt.
Når du skal pakke til en efterårsrejse til Grønland, skal du tænke praktisk og isolerende. Dette gælder både for udendørs og indendørs beklædning. Når man går på restaurant og lignende i Grønland gælder det ligeledes, at man er praktisk klædt.
Kulde er noget, du altid må forholde dig til kan forekomme, når du er i Grønland om efteråret. Men med korrekt beklædning og nogle få forholdsregler er kulden til at leve med og giver en ekstra dimension i oplevelsen. På grund af den tørre luft opleves kuldegraderne ofte ikke så voldsomme, som de ville gøre det i Danmark. Minus 10-15 grader kan i Grønland opleves som næsten behageligt!
De fleste, der rejser til Grønland om efteråret, bruger størstedelen af dagen udenfor for at få så mange oplevelser som muligt. Dette betyder, at du skal medbringe tøj, så du har mulighed for at være klædt varmt på fra top til tå, fra det inderste til det yderste lag. Skal du eksempelvis på en tur til Indlandsisen i Kangerlussuaq, skal du stadig klæde dig varmt på, selvom meget af turen foregår i bus/bil.