Arktisk efterårseventyr
8 dage omkring Kangerlussuaq og Sisimiut
Den arktiske verden er en uforglemmelig og smuk oplevelse. På denne rejse til Grønland får du tre dage ved Indlandsisens kant i Kangerlussuaq og fire dage i den skønne by Sisimiut, der byder på et væld af oplevelsesmuligheder.
Indgangen til Indlandsisen
På denne rejse kan du udforske Indlandsisen i langt større grad end på mange andre rejser. Du har nemlig hele tre dage til din rådighed i Kangerlussuaq.
Kangerlussuaq er et af de mest besøgte og populære steder i Grønland. Lufthavnen og byen ligger på en arktisk tundra, og du lander derfor praktisk talt midt i naturen. Byen ligger kun 25 kilometer fra kanten af Indlandsisen og byder på unikke oplevelser, du ikke finder andre steder i verden.
Tag med på en guidet udflugt til det såkaldte Punkt 660 og kom op og stå på selve Indlandsisen. Punktet er 660 meter over havet, deraf navnet. Du får dog ikke fornemmelsen af at være oppe i højden, men snarere samme følelse, som når du skuer ud over et hav. I dette tilfælde er der dog tale om et ishav.
Oplev nordlyset
Hos Grønlands Rejsebureau er vi ikke i tvivl. Du finder verdens flotteste nordlys i Grønland. Efterår og vinter er nordlystid i Grønland, så på hele rejsen bør du på skyfrie aftener gå ud og stikke næsen i sky for at opleve det særegne og utroligt smukke fænomen.
Den næststørste by i Grønland
Sisimiut er en storby efter grønlandske forhold. Byen har 5.500 indbyggere og er dermed den næststørste by i Grønland. Sisimiut er en driftig by og samtidig traditionel i ordets bedste forstand. Her er slædehunde i massevis, kulørte huse og et spændende museumsområde, der blandt andet rummer Grønlands ældste kirke.
Placeret lidt nord for Polarcirklen er Sisimiut den nordligste ”åbenvands by” og den sydligste hundeslædeby i Grønland. Derfor kan du som besøgende både opleve sejlture i de dybe fjorde og slædeture, hvis sneen er faldet.