I dag starter vi ud med morgenmad på Hotel Qaqortoq og så går vi ned på havnen, hvor vi stævner ud mod Nanortalik. Det er en sejltur på omtrent fire timer, så vi sætter os til rette og nyder udsigten fra båden. Måske er vi heldige at møde en sæl eller hval på vores vej.
Rundtur i Nanortaliks kolonikvarter
Nanortalik er den sydligste by i Grønland og den mindste af de tre sydgrønlandske byer. Byen er i dag hjemsted for omkring 1.100 mennesker, og den ligger meget smukt med høje bjergtoppe i baggrunden.
Nanortalik har flere smukke koloniale bygninger, og dem går vi i land og oplever på vores relativt korte besøg i Nanortalik. Det er ikke fordi det er en kedelig by, at vi ikke bliver længere, men i fjorden bag byen ligger den attraktion, som er målet for vores tur helt herned til det sydligste Grønland.
En bemærkelsesværdig bygning fra kolonitiden i Nanortalik er Vor Frelsers Kirke, som blev bygget i 1905 og stadig er i brug i dag. Det er en traditionel, hvidmalet trækirke med et meget karakteristisk klokketårn. Den gamle kolonibestyrerbolig, som engang blev brugt som bolig for kolonimedarbejdere, der var udstationeret i Nanortalik, er nu byens museum. Det er en to-etagers trækonstruktion, og museet giver et indblik i historien om den danske kolonisering af Grønland og fremviser udstillingsgenstande fra den lokale inuitkultur og kolonitiden. I det forholdsvis lille, men centralt beliggende område, oplever vi mange af de smukkeste bygninger, som byen kan fremvise.
Efter denne byrundtur går vi tilbage til havnen, og nu skal vi så sejle med en ny båd ind i Tasermiutfjorden, hvor Kuussuaq Camp ligger. Vi har allieret os med det grønlandske firma Tasermiut Camp, der specialiserer sig i lejrture her i dette smukke område. Vi kommer nu på en naturskøn bådtur mellem Tasermiuts majestætiske bjerge.
Tasermiutfjorden
Tasermiutfjorden er kendt for sin betagende natur. Over fjordens vand rejser stejle fjelde og barske kyststrækninger sig. Tasermiutfjorden kaldes ofte “det arktiske Patagonien,” fordi området også er karakteriseret af tårnhøje granittoppe, gletsjere og uberørt vildmark. Fjorden giver dig fremragende muligheder for vandreture og observation af dyreliv, herunder chancen for at se sæler, hvaler og havfugle.
Mange verdensberømte bjergbestigere er taget til Tasermiutfjorden for at bestige nogle af de majestætiske toppe, der ligger her ved. De mest berømte bjerge er Uiluit Qaqqaa (Ketils Fjeld), Nalumasortoq og Ulamertorsuaq. Disse granitbjerge har nogle ekstremt udfordrende bjergsider for klatrere, herunder mere end 1.000 meter høje lodrette bjergsider! Og vi mener virkelig lodrette! Men bare rolig – du er her ikke for at klatre, men for at vandre i den frodige natur, der også findes her i området.
Den eventyrlige sejlads fra Nanortalik til Kuussuaq Camp starter fra Nanortalik havn, hvorfra vi sejler ind i Tasermiutfjorden. i Sydgrønland. Undervejs siger vi hej til bygden Tasiusaq, før vi sejler videre mellem de majestætiske bjerge, som Tasermiutfjord er så kendt for. Men hov, siger du måske! Vi har da været i Tasiusaq en gang allerede. Ja og nej, du har været det andet kendte sted i Sydgrønland, der også hedder Tasiusaq.
I Grønland har mange steder navne efter deres geografiske eller geologiske særpræg, og Tasiusaq betyder ”stedet der minder om en sø.” Derfor er der mange steder, der hedder Tasiusaq.
Vi sejler videre ind i bunden af fjorden, hvor vi gør et kort stop, hvor du kommer tæt på den enorme gletsjer. Der er noget vildt fascinerende over de gletsjere, du finder langs alle Grønlands kyster, og dette er en af de meget smukke af dem.
Efter denne oplevelser sejler vi tilbage og ankommer til lejrpladsen, hvor vi bliver sat af.
Kuussuaq Camp
I Kuussuaq Camp lægges der vægt på områdets særpræg med skov, bæk og naturligvis også den store sø Tasermiut. Campen er placeret ved søen nær bækken, og derfor hedder lejren ”Kuussuaq” – den store bæk.
Kuussuaq Campen er ikke bare et stop på vores tur; det er en atmosfære og en autentisk stemning. Udover at være indlejret i den betagende natur, er du nu på et sted, hvor naturen er din legeplads. Området omkring campen tilbyder, blandt meget andet, en unik mulighed for at opleve naturens eget spisekammer.
Når vi ankommer til lejren, får vi en let snack, og finder os det telt, hvor vi skal overnatte de næste to døgn. Bagefter er der tid til at hygge sig, hvor du for eksempel kan hjælpe med at proviantere i den smukke natur, der omgiver os. Vi taler virkelig ”Fra jord til bord” her!
Er det sæson for krydderurter, svampe eller bær, kan disse høstes direkte fra fjeldet. Du befinder dig midt i et område, hvor du selv kan tage del i at udforske naturens spisekammer og måske opdage lækkerier, der passer perfekt til vores fælles måltider. Og hvem ved, måske får du også chancen for at fiske og tilføje friskfanget fisk til vores kulinariske eventyr? Du kan jo også overveje en dejlig kølig svømmetur i den smukke sø!
Vores aftensmad bliver lavet på stedet og giver dig en mulighed for at smage det grønlandske køkken, som er så umådeligt alsidigt og lækkert.
Senere på aftenen er der underholdning med musik og de lokale guider fortæller om grønlandske myter og andre fortællinger ved bålet.
NB! Toiletforhold og bad: Der er et toilettelt nær lejren, hvor man sidder på en toiletspand. Efter brug binder man en knude på posen, der er i spanden, så der er rent til den næste besøgende. De brugte poser samles i en anden beholder. Der er ikke bad i lejren, men til gengæld er der en stor sø, hvor de friske kan tage en dukkert. Det er en meget autentisk, grønlandsk oplevelse, men ikke noget, man skal være nervøs for.