Find julemanden i Grønland
4 dage omkring Kangerlussuaq
Tag med på vores jagt efter julemanden i den store grønlandske natur! Du får fire dejlige dage med Indlandsis, nordlys, moskusokser slædehunde og masser af leg i sneen i et område, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Julemanden er i fuld gang med at forberede årets højdepunkt: December med alt hvad dertil hører – godt hjulpet til af sine nissepiger og -drenge! På denne julerejse til Grønland er børnene i fokus, så du kan godt forberede dig på at træde lidt i baggrunden og finde legebarnet i dig selv frem.
Rejselederen og vores lokale venner skaber en helt særlig ramme for masser af leg og hygge – både ude i den grønlandske vinter og inde i varmen. I kommer på kælketure, der er grill i sneen, I ser efter vilde dyr og jeres jagt efter julemanden er et højdepunkt blandt mange. Venskaber opstår på tværs, og i oplever et helt særligt fællesskab her i julemandens eget land.