Grønland med Folkeuniversitetet
8 dage omkring Nuuk
Kom med forfatter og foredragsholder Torbjørn Ydegaard, M.Ed., på studietur til Nuuk og omegn denne sensommer, hvor du besøger en række virksomheder, museer og institutioner.
I tusinder af år har mennesker levet i Grønland under barske arktiske forhold, hvilket tydeligt afspejles i sproget, kulturen og samfundet. Befolkningen i Grønland er kommet til landet i forskellige bølger. Overordnet set taler man om fire større indvandringsbølger: inuit fra vest og europæere fra øst. På denne tur tager Torbjørn Ydegaard afsæt i Grønlands nyere historie.
Fra kolonitid over hjemmestyre og selvstyre til selvstændighed
Grønland er på vej et sted hen, men hvilken vej peger pilen? Hvilke beslutninger skal træffes? Hvem ønsker Grønland at spille på hold med – og mod? Hvilken rolle spiller Grønland i et stadigt mere anspændt Arktis? Hvilke muligheder og alternativer er der? Og hvordan skal regningen betales?
Denne studietur med tilhørende foredrag åbner dørene ind til de mange overvejelser, man lige nu gør sig i Grønland. Det gør deltagerne klogere på de udfordringer, muligheder og begrænsninger man tumler med i Nuuk og i resten af landet – og også i Rigsfællesskabet og EU.
Forberedende foredrag
Studieturen indledes med tre foredrag, der streames til Youtube. Foredragene tegner baggrunden for nutidens dilemmaer og ønsker for landet. De tre foredrag er:
- Grønlands historie indtil 1945 (30. april, 2025, kl. 19.30)
- Grønlands historie: Inuitisk religion (7. maj, .2025, kl. 19.30)
- Grønlands historie efter 1945 (14. maj, 2025, kl. 19.30)
Du kan gratis se foredragene ved at søge på foredragets navn, og de bliver efterfølgende liggende på Youtube, så du kan gense dem.
Studietur
Foredragene efterfølges af en uges studietur til Nuuk, med besøg, introduktion og samtaler med en række repræsentanter fra en bred vifte af institutioner, organisationer og virksomheder. Derved får I som deltagere et førstehånds indtryk af Grønland, og bliver klædt på til at forstå de politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udmeldinger, der kommer fra Nuuk.
Bemærk venligst
Valget i Grønland, den efterfølgende regeringsdannelse og et helt utroligt pres udefra har fyldt meget i første halvdel af 2025, så vi arbejder på at finpudse de sidste aftaler med institutioner, så det kommer helt på plads, inden vi drager mod nord!