Sommereventyr i Grønland
8 dage ved Kangerlussuaq, Ilulissat og Nuuk
Oplev Grønland fra sin smukkeste sommerside på denne trekantstur til Kangerlussuaq, Ilulissat og Nuuk. Lyse sommerdage og -nætter, et væld af aktiviteter og en storslået natur venter dig!
Kangerlussuaq er porten til Indlandsisen. Bygden med den store lufthavn ligger nord for Polarcirklen, og du mærker ved første åndedrag, at noget er forandret. Luften er tør og frisk. På flyrejsen har du haft udsigt over den gigantiske hvide Indlandsis fra oven, og nu står du blot 25 kilometer fra den. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før du kommer ud på et skønt heldagseventur ved Indlandsisen.
Efter et par nætter på Hotel Kangerlussuaq, sætter du dig igen på et fly og rejser nordover til Ilulissat, der ligger ved den verdensberømte Isfjord, der er UNESCO Verdensarv. Ilulissat er ikke uden grund den mest populære destination i Grønland. Isen er det store trækplaster, og der er masser af vidunderlige oplevelser at få. Både med isen som midtpunkt eller som en fantastisk kulisse til andre oplevelser.
Efter fire dage i Ilulissat går turen nu sydpå til Nuuk, Grønlands spændende hovedstad. Nuuk er vokset gevaldigt i de seneste årtier og giver nogle helt andre oplevelsesmuligheder end resten af Grønland – samtidig med, at byen ligger naturskønt ved verdens næststørste fjordsystem. Her får du mulighed for at tage ud at fiske og spise din egen fangst!
Med denne trekantsrejse får du masser af eventyr og autentiske, grønlandske oplevelser.