Vintereventyr nord for polarcirklen

8 dage omkring Nuuk og Sisimiut

Højt til himlen, sne, masser af slædehunde og muligheden for ved nattetide at se nordlyset danse på himlen er blot nogle af de oplevelser, vi glæder os til at vise dig på en vinterrejse til Nuuk og Sisimiut i Grønland.

De første par dage tilbringer du i den evigt-voksende hovedstad, Nuuk, hvor oplevelserne ingen ende har. Nuuk er en moderne arktisk hovedstad med masser af kultur, historie, sejlads og natur. Her er mange oplevelser både i byens centrum og i de smukke fjorde i Nuuks bagland. Du får lov at prøve lidt af hvert!

Rejsen går videre til Sisimiut, hvor du er de næste fem dage. Den maleriske by ligger lige nord for Polarcirklen, og Sisimiut er den nordligste by i Grønland med isfri havn hele vinteren, og samtidig den sydligste by med masser af slædehunde, der præger bylivet ved vintertid. Sisimiut er med sine 5.500 indbyggere Grønlands næststørste by, og her løber vi både ind i grønlænderen, der bedriver de traditionelle erhverv med fiskeri og fangst, og vi støder på møder den unge studerende, der slider i det for at blive Arktisk Ingeniør.

Fin, ren sne plejer der at ligge masser af ved vintertide. I både februar og marts oplever man den ægte polarvinter i Nuuk og Sisimiut med en gennemsnitstemperatur omkring minus 15 grader, og kuldebølger, der kan gå længere ned, særligt i Sisimiut. Heldigvis er det ikke nær så koldt, som det lyder, for luften er knastør, og med kulden følger gerne høj sol og klar blå himmel.

Sisimiut er Grønlands næststørste by med et helt forrygende bagland, hvor alle discipliner, der foregår på sne, kan opleves. Ski, snescooter, hundeslæde, snesko, kælkning og rullen er bare nogle af de ting, der ligger lige for. Du kan også lave engle i sneen – og bagefter kan du tage hjem på Hotel Sisimiut, tage badetøjet på og lægge dig i en hot tub på terrassen og kigge ud over sneen og fjeldene, der omkranser byen.

Vinter i Grønland

Som ved mange af vores ture har vi sammensat en udflugtspakke, der kan give dig alle de oplevelser, der er passende til årstiden. Derfor er der masser af vinteraktiviteter i vores udflugtspakke, så I kan samles om gode oplevelser. Vores lokale guider og samarbejdspartnere vil sørge for at du føler dig særligt velkommen, og sikrer dig de bedste mulige oplevelser undervejs – de har en helt speciel kærlighed til landet og deler den meget gerne med dig.

Highlights

  • Sejl ud i verdens næststørste fjordsystem ved Nuuk
  • Spot nordlyset på polarhimlen
  • Prøv snesko og snescooter
  • Kør på hundeslæde som inuit har gjort i 1000 år
  • Oplev byliv og farvestrålende huse
  • Vær aktiv i vinterlandskabet

Inkluderet i rejsen

  • Fly København – Nuuk t/r med Air Greenland
  • Fly Nuuk – Sisimiut t/r
  • Transfers lufthavn-hotel t/r i Grønland
  • 2 nætter på Hotel Hans Egede Express med eget bad/toilet
  • 5 nætter på Hotel Sisimiut med eget bad/toilet
  • Morgenmad alle dage
  • Afskedsmiddag på Hotel Sisimiut (ekskl. drikkevarer)
  • Mad og drikke på flystrækningen København – Nuuk t/r
  • Velkomstmøder i begge byer
  • 20 kilo indvejet bagage og 8 kilo håndbagage
  • Alle skatter og afgifter oplyst til Grønlands Rejsebureau indtil dags dato

Ikke inkluderet

  • Frokost
  • Aftensmad
  • Rejseforsikringer

Dagsprogram

Rebecca Gustafsson - Visit Greenland
Dag 1:
Ankomst til Nuuk. Infomøde og fjordadventure (tilkøb)

Vi flyver med Air Greenland fra København til Nuuk. Forude venter 4½ times flyvetur og et otte dages vintereventyr.

Efter det praktiske med check-in og udpakning på værelset på Hotel Hans Egede Express, holder guiden informationsmøde. På mødet får du oplysninger om oplevelser i Nuuk, spise- og udflugtsmuligheder og kan få bekræftet de udflugter, du allerede har bestilt hjemmefra. Det er også muligt at bestille udflugter på mødet.

Efter mødet er der nu tid til i dit eget tempo at lære Nuuk bedre at kende og få ideer til, hvad dagen i dog og i morgen kan byde på.

Nuuk har kun 19.500 indbyggere, men du oplever en pulserende ”storby,” da det er en regeringsby med mange kultur- og uddannelsesinstitutioner. Nuuk vokser hele tiden, og der er efterhånden ca. 10 kilometer fra ende til ende. Du finder koncerter, teater, museer og udstillinger. Sport er i centrum for mange, så du kan også vandre, stå på ski, sejle, løbe, styrketræne, dyrke yoga og endda svømme. Siden det er vinter, er Skiliften et yndet sted for byens borgere.

Du kan læse mere om Nuuk her.

Har du tilkøbt udflugtspakken, er det nu tid til en sejltur på Nuuk Fjord.

Fjordadventure (del af udflugtspakken)

Du kommer hurtigt med ud at opleve Grønland fra søsiden. Det er en vidunderlig sejltur, hvor vi får god tid til at nyde udsigten til nogle af de flotteste fjelde i Nuukfjorden.

Vi sejler ud fra Nuuk og ind i det store Fjordsystem, der rent faktisk er det næststørste i verden. Bjergene i Nuuk Fjorden er smukke og barske – mange af dem tårner sig op over havet. På vej ind i fjorden, sejler vi forbi selve Nuuk by, og herude fra vandet får du en fornemmelse af, hvor stor Nuuk i virkeligheden er.

Det kan også være, at vi kommer forbi nogle smukke isbjerge. I Nuuk-området er de ikke så store som oppe i Diskobugten, men de er stadig smukke og imponerende.

Når vi har nydt en kop kaffe eller te, sejler vi videre og, hvem ved, måske er vi heldige at se lidt dyreliv. Herude i fjorden er vi også tættere på Sermitsiaq, det smukke bjerg, der er et af Nuuks mest kendte vartegn.

Om aftenen kan du prøve en af de mange skønne restauranter, Nuuk kan byde på.

Dag 2:
Nuuk på egen hånd eller byrundtur og nordlystur (tilkøb)

Dagen i dag råder du helt selv over, og den smukt beliggende hovedstad byder sig til med mange spændende oplevelser.

Har du tilkøbt udflugtspakken, kan du nu glæde dig til en byrundtur og i aften en nordlystur med båd.

Byrundtur i Nuuk (del af udflugtspakken)

Byrundturen inkluderer et besøg på Grønlands Nationalmuseum. Her kan du se fund fra alle tidsperioder og civilisationer i Grønland. Efter ca. 30 minutter på museet forsætter vi rundt i området, der bliver kaldt Kolonihavnen. Det er her de fleste af de originale huse fra det 17. og 18. århundrede stadig står. På vejen passerer vi Hans Egedes hus, skulpturen af Havets Moder og den omdiskuterede statue af Hans Egede ved Grønlands Domkirke.

Vi går derefter til ‘Brættet’, det traditionelle marked, hvor lokalt fangede fisk, sæler og rensdyr bliver solgt – helt frisk.

Nu går turen videre mod Grønlands regeringsbygninger og herefter mod Grønlands Kulturhuset Katuaq, hvor vores tur ender. Du er nu så centralt som du kan være, og her er der fine indkøbsmuligheder. Og mange andre spændende ting, at give sig til.

Næste programpunkt i udflugtspakken er en nordlystur, der starter klokken 20. Det er en god ide at få noget aftensmad, inden I tager af sted. Nuuk byder på mange spisesteder, så kig jer omkring eller spørg guiden eller i hotellets reception.

Nordlystur på snesko på bjerget Quassussuaq (del af udflugtspakken)

Oplev nordlyset endnu tættere på fra en fjeldtop! Vi tager ud om aftenen og udstyret med snesko og pandelamper går vi op til toppen af Quassussuaq, som med sine 430 meter ligger og knejser blidt over lufthavnen.

Heroppe er længere væk fra byens lys, og det gør nordlysoplevelsen lysere. Som en bonus får du også lov til at Grønlands hovedstad oppefra med de mange gadelys, der lyser ned på sneen. Guiden sikrer du har noget varmt at sidde på, og så slukker vi pandelamperne og nyde udsigten, mens vi nipper til en varm kop te.

Christina Lundbye
Dag 3:
Fly til Sisimiut - infomøde, sightseeing og hundebesøg

Så går rejsen videre til kystbyen Sisimiut, der ligger ca. ½ times flyvetur og 130 kilometer vest for Kangerlussuaq. Hotelbussen henter dig i lufthavnen, og du indkvarteres på det firestjernede Hotel Sisimiut, der er din komfortable base de næste fem nætter. Efter check-in er der infomøde med den lokale guide. Som i Kangerlussuaq vil du på mødet her i Sisimiut få oplysninger om byen, området, spise- og udflugtsmuligheder, og du kan få bekræftet de udflugter, du allerede har bestilt hjemmefra. Det er også muligt at bestille udflugter på mødet.

Hvis du har bestilt udflugtspakken, er der efter informationsmødet en kulturhistorisk byrundtur i bus og der bliver også tid til et hundesøg.  På busturen rundt i Sisimiut får du et godt indtryk af byen og livet her.

Sightseeing i Sisimiut i bus (del af udflugtpakken)

Turen rundt i Sisimiut starter ved den gamle heliport (helikopterlandingsplads), som var den eneste luftbårne indfaldsvej til Sisimiut indtil 1998. Stedet bliver i dag brugt til hundeholdsplads og bygningen som ungdomsklub. På vejen gennem byen gør vi holdt ved ”Brættet”, hvor dagens nyfangede fisk og dyr findes. Vi kommer forbi rådhuset på vej til byens sydlige del, hvor mange af de oprindelige fanger- og fiskerhuse stadig kan ses. Vi kører op til Sisimiuts højeste udsigtspunkt, hvor der er en imponerende udsigt mod syd. Endelig besøger vi den gamle bydel i centrum, hvor de oprindelige bygninger fra kolonitiden i 1700-tallet i dag huser museet.

Hundebesøg (del af udflugtpakken)

Det her er oplevelsen for alle, der elsker hunde og gerne vil høre mere om slædehunde. Du får en kort introduktion til livet med slædehundene og også om deres historie i Grønland. Du kan endda røre nogle af hundene og tage billeder sammen med dem, men hør altid først med hundenes ejer først, for de er ikke kæledyr.

Hotel Sisimiut
Dag 4:
Sisimiut på egen hånd eller vintervandring og vintersafari i UTV (tilkøb)

Dagene er til fri disposition i Sisimiut. Der er mange muligheder for at underholde sig selv med naturen i fjeldene og kulturen i byen.

Hvis du har bestilt vores udflugtspakke, er der i dag to spændende udflugter på programmet.

Vintervandretur (del af udflugtspakken)

Skal vi nu ud at gå igen, tænker du måske? Der er selvfølgelig nogle sammenfald med turen, du var på i går, men hvor adventureturen har bål og fælleskab som overskrift, har Vintervandreturen fokus på selve vandredelen på snesko. At gå på snesko er for store som små, og det kræver ingen erfaring, da der er en guide med, som vil være behjælpelig med brugen af snesko og stave.

Vi går mod byens vandværk, som ligger lige ved slutningen af det famøse Arctic Circle Trail. Vi krydser stien og bevæger os ud i fjeldet mod søen Nilliasup tasia, som er den ene af de to søer, som giver drikkevand til hele byen. Søen er frossen, så vi kan krydse den sydover og forsætte ned mod havet via en moræne, formet af den enorme kraft fra oldtidens smeltende gletsjeris.

I området bor og færdes en del polarræve og sneharer, som vi vil prøve og spotte spor efter og måske finde en af deres huler på vejen. Afhængig af snemængder vil vi kunne se spor af skurestriber og forskellige jord arter på fjeldene fra gletsjerbevægelser og afsmeltningen af isen.

For enden af morænen møder der os et smukt syn af is fra tidevandet og havets skvulpen. Vi kan kigge ud mod Davidstrædet og den betagende udsigt over skærgården og ned mod Polarcirklen syd for Sisimiut. Her holder vi en velfortjent pause og får en forfriskning. Der er også tid til,at tage smukke billeder, inden turen går retur. På hjemturen krydser vi fjeldet over til en anden moræne og fortsætte kursen mod Sisimiuts langrendsløjper. Vi slutter ved den frosne sø, Spejdersøen, som er centrum for aktiviteter i vintersæson, inden vi er tilbage på Hotel Sisimiut.

Vintersafari

Navnet vintersafari dækker over en tur ud i det fantastiske bjerglandskab på vores ”monsterslæde”. Det er en kæmpe slæde, der bliver trukket af en snescooter. På turen får du flere stop, så der er rig mulighed at tage billeder og nyde naturen.

Naturen er lige udenfor din dør, og du vil meget hurtigt få en fornemmelse af forskellen mellem civilisation og den vilde natur. Du sidder nu på den store slæde og oplever Sisimiuts bagland. Turens rute går gennem de lokales vinterlegeplads og på tilbagevejen stopper vi på et plateau, så du får mulighed for at nyde udsigten over Sisimiut og Davisstrædet. Da du bliver trukket afsted, kræves der ikke noget af dig (andet end du holder fast), så alle kan være med på denne tur.

En snescooter tur i baglandet bag Ilulissat I Grønland - Fotograf: Mads Pihl, Visit Greenland
Mads Pihl - Visit Greenland
Dag 5:
Sisimiut på egen hånd eller hundeslæde og snescooter (tilkøb)

Dagen i dag  er til din egen rådighed. Du kan slentre rundt og indsnuse atmosfæren i Grønlands næststørste by. Hvis du har købt udflugtspakken står den i dag på enten en hundeslædetur eller snescootertur. Dagens program i morgen er det samme, men der kommer du afsted på den anden af de to udflugter.

4-timers hundeslædetur (del af udflugtspakken)

Slædekørsel er Grønland, når det er bedst. Gennem tusind år har fangeren og hans hunde i fællesskab opretholdt livet i en barsk og uendeligt smuk udkant af verden. Slædehunden er derfor en betydningsfuld del af den grønlandske kultur og har gennem tiderne været eneste transportmiddel, når landskabet er frosset til og dækket af sne.

Her kan du opleve den totale stilhed, der kun ind i mellem afbrydes af slædeførerens ordrer til hundene. Du sidder stille på slæden og oplever, så tag ekstra varmt tøj på. Dagens slædetur går til foden af fjeldet Niujarfik, et naturligt stop inden de store stigninger nordøst for Sisimiut. Inden turen går tilbage, vil du få en kort pause, hvor der er god tid til at tage billeder, mens slædekusken vikler skagler ud. Turen er eksklusive leje af slædetøj og med to personer pr. slæde.

Snescooterintro og Back Country-tur (del af udflugtspakken)

Har du aldrig kørt på en snescooter før? Denne tur er perfekt til begyndere, og vi anbefaler, at du begynder med denne introduktion til sporten. Din turguide introducerer dig til grundlæggende kørefærdigheder, hvorefter du starter med at køre på et træningsspor.

Med dine nyerhvervede, grundlæggende kørselsfærdigheder kan du trygt begive dig i baglandet. Turen dertil er hotellets mest populære snescootertur, fordi den har lidt af det hele. På turen kører du på lange strækninger, på mindre stigninger og på spor i moderat tempo gennem naturskønne stier ind til bjergene.

Terrænet er bakket og har gode nedkørsler og stigninger. Udover følelsen af spænding og frihed, mens du kører snescooteren gennem den kølige luft, er det absolutte højdepunkt på turen den spektakulære udsigt over Davidstrædet og den endeløse udsigt over det barske vinterlandskab fra Qerrortusup Majoriaa.

Under turen vil der være et længere stop for at få en snack og noget varmt at drikke, og der vil selvfølgelig være rig mulighed for at tage billeder.

Mads Pihl - Visit Greenland
Dag 6:
Se programmet for Dag 5

I dag er du på egen hånd, men hvis du har købt udflugtspakken, skal du på den udflugt, du ikke var i går.

Alle dage i Sisimiut kan du benytte det skønne Arctic Spa, Hotel Sisimiuts hot tubs, hvor du kan nyde det varme vand, selvom der er kuldegrader i luften.

 

Carmen Huter - Visit Greenland
Dag 7:
Dagen på egen hånd eller en ekstra snescootertur (tilkøb). Afskedsmiddag

Der er mange, der bliver vild med at køre på snescooter, og det er forståeligt nok. Det er supersjovt og spændende.

Snescooter ud i vildnisset (ekstra tilkøb)

Denne snescootertur ud i vildmarken er perfekt for dig, der er blevet hooked på snescootere efter introturen. På dette eventyr kører du solo og kommer dybere ind i landet omkring Arctic Circle Trail. Du kører du gennem mange slags terræner, inklusive frosne søer og fjorde, smalle fjeldstigninger, naturskønne. panoramiske udsigtspunkter og endda en krydsning af hundeslædesporet. Undervejs stopper vi ved en lille hytte ved den frosne fjord for at spise en madpakke og få et hvil.

Tidligere erfaring med at køre ATV eller snescooter anbefales. Børn under 18 sidder bagpå snescooteren.

Om aftenen byder hotellet på en afskedsmiddag (ekskl. drikkevarer), som består af en lækker grønlandsk buffet.

Hotel Sisimiut
Dag 8:
Hjemrejse med fly fra Sisimiut til København via Nuuk

Så slutter grønlandseventyret for denne gang. Rejsen fra Sisimiut går mod Nuuk og herefter mod Danmark, så det er tidlig aften, når vi atter ankommer til København.

Kort

Nuuk

Sisimiut

Nuuk

Hoteller på rejsen

Hotel HHE Express

Hotel HHE Express ligger i hjertet af Nuuk i området kaldet Tuujuk. Hotellet er centralt placeret i forhold til indkøb og sightseeing i Nuuk by. Hotellet er et søsterhotel til Hotel Hans Egede, som også ligger centralt i Nuuk. Der er wifi adgang på hele hotellet, receptionen er åben 24 timer i døgnet, og herudover er der en café/kaffebar, hvor du kan nyde lidt mad og noget at drikke.

NB: Det er ikke muligt at få twin senge på Hotel Hans Egede Express.

Hotel HHE Express
Aqqusinersuaq 16
3900 Nuuk

Hotel Sisimiut


Hotel Sisimiut er en hjørnesten i Grønlands næststørste by. Du finder hotellet i den ene ende af byens hovedgade, og hotellet ligger derfor kun et stenkast væk fra den pragtfulde natur, du finder i Sisimiuts bagland. Især om vinteren er det et paradis for alle entusiaster for alpine aktiviteter og – selvfølgelig – hundeslædekørsel.

Hotellet tilbyder hyggelig indkvartering og et lækkert spisested, Brasserie & Restaurant Nasaasaaq. Der er også en lækker spa med to udendørs hot tubs, så du kan ligge og nyde varmen udendørs efter en god vandre- eller skitur. Hotel Sisimiut er det ideelle hjem væk fra hjemmet, hvis du ønsker at opleve en af Grønlands mest spændende byer.
Hotellet har en fransk-inspireret à la carte-restaurant.

Hotel Sisimiut
Aqqusinersuaq 86
3911 Sisimiut

Udflugter (tilkøb)

Flytider (lokaltid)

  • Afrejse fra København 08.20.
  • Hjemkomst til København 19.40.

Bemærk venligst også, at flyselskabet kan ændre afgangstiderne.

 

Pakkeliste

Find pakkelisten til din rejse her.

Håndbagage

Max. mål på håndbagage: 55 x 40 x 23 cm.

Bevægelseshæmmede og kørestolsbrugere

Denne rejse er desværre ikke egnet for bevægelseshæmmede og kørestolsbrugere. Greenland Travels sværhedsgrader på udflugterne er udarbejdet ift. rejsende, der ikke er bevægelseshæmmede. På den rejsendes anmodning står vi naturligvis til gerne rådighed med oplysninger om rejsens egnethed under hensyn til den rejsendes behov. Bemærk, at hvis du som bevægelseshæmmet vælger denne rejse på baggrund af en samtale med Greenland Travel, er det på eget ansvar, da vi ikke har medicinsk kompetence til rådgivning.

 

 

Vintereventyr nord for polarcirklen

8 dage omkring Nuuk og Sisimiut

Sol, sne, hundeslæde og nordlys er blot nogle af de oplevelser, der venter på denne rejse. Vi har 2 nætter i Nuuk og 5 nætter i Sisimiut nord for Polarcirklen. Dette er turen for folk med hang til adventure og outdooraktiviteter!

Fra
15.975 DKK
pr. person i dobbeltværelse
Januar - april  | 8 dage  | 7 nætter Rejse nr. 7050 Afrejse fra København
Mulige oplevelser
NordlysHundeslædeKultur

Hvornår vil du gerne rejse?

  • Afrejse
  • Varighed
  • Pris pr. person i dobbeltværelse
  • Kommentarer

Henter afgange

Har du brug for hjælp?

Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål til din rejse eller brug for råd og vejledning.

Vi svarer dig inden for 24 timer på hverdage.

Du kan også ringe på telefon:  +45 3313 1011